Museumsleder får drøm opfyldt

Ny Carlsbergfondet har bevilliget penge til køb af fire Gitz-Johansen værker til Nuuk Kunstmuseums kunstsamling.

Ravnekvinden.

Der er tale om tre værker på papir og et stort oliemaleri. De fire værker viser Gitz-Johansens karakteristiske legende, lette og helt enkle streger og hans sanselige blik på den grønlandske kultur.

Værkerne skal være med til at vise, hvor forskelligt de dansk-udsendte kunstnere viste og så Grønland.

Emanuel A. Petersen, Jette Bang og Gitz-Johansen befandt sig alle sammen i Grønland i årene omkring 1930. Petersen fokuserede på naturen, og mennesket har kun en meget lille rolle i hans værker. De er domineret af farvestrålende solnedgange og rejser på hundeslæde over det smukke grønlandske landskab. Hans værker er næsten altid malet med store afstande og enorme vidder. Gitz-Johansen viste i midlertidigt kulturen og fokuserede på kvinderne og mønstrene tæt på og sanseligt.

Bredere forståelse

Indkøbet betyder, at besøgende på Nuuk Kunstmuseum vil få mulighed for at få en bredere forståelse for de blikke, der blev lagt på Grønland i kolonitiden.

Eskimoen dør

Det store oliemaleri med titlen ‘Eskimoen dør’ er en direkte kommentar fra Gitz-Johansen til den udvikling, der blev igangsat i Grønland med G50 og G60. Han udtrykte ofte sin store utilfredshed med moderniseringen af Grønland, som i hans øjne var en ødelæggelse af den eskimoiske kultur. Han satte ikke sine fødder i Grønland igen efter moderniseringen blev igangsat, og maleriet er derfor også et vigtigt samfundshistorisk værk. Det viser de forskellige og modsatrettede opfattelser, der herskede i forhold til moderniseringen af Grønland.

Ingnerssuit

De tre øvrige værker er pragteksempler på Gitz-Johansens streg, hans kvindeportrætter og hans illustrationer af de grønlandske sagn og myter.

- Nuuk Kunstmuseum opererer med et meget lille budget til årlige indkøb, så et køb af denne størrelse havde aldrig været muligt, uden støtte fra Ny Carlsbergfonden. Vi sender dem en stor TAK – og så glæder vi os over at et stykke grønlandsk kunsthistorie kommer hjem, oplyser museumsleder Nivi Christensen, der kalder indkøbet for en drøm, der er gået i opfyldelse.

Det er første gang at Nuuk Kunstmuseum har fået støtte fra Ny Carlsbergfonden, og værkerne er de første fire af Gitz-Johansen i museets kunstsamling.

Powered by Labrador CMS