Munck-direktør: Vi tager ansvaret alvorligt

Efter flere smittetilfælde hos Munck Gruppen i Nuuk, fortæller direktøren nu om situationen blandt medarbejdere og i virksomheden generelt efter smitteudbruddet.

Koncerndirektør hos Munck Gruppen, Hans Christian Munck, er ærgerlig over den nuværende smittesituation hos virksomheden i Nuuk. Han anerkender, at virksomheden ikke har været synlige nok i processen.

- Vi er rigtig kede af denne her situation, som har stået på i lang tid, siger han til Sermitsiaq.AG.

Direktøren rejste allerede den 4. juni til Nuuk, efter de første tilfælde af smitte blev opdaget, for at støtte organisationen på stedet og varetage kommunikationen med myndighederne her i landet.

Hans Christian Munck understreger, at virksomheden tager sit ansvar alvorligt, og at der under hele forløbet har været en god dialog dagligt med myndighederne, og at der gøres alt, hvad der er muligt for at undgå yderligere smittespredning.

- Vi er meget strikse overfor medarbejderne, og hvis vi opdager, at reglerne ikke overholdes, så griber vi ind, siger direktøren og tilføjer:

- Vi beklager, hvis lokalbefolkning, politikere og pressen har manglet tydeligere kommunikation fra vores side.

Kan ikke bare stoppe byggeriet

På trods af at der ikke er fundet nye tilfælde inde i campen den seneste tid, så har Munck Gruppen stadig fokus på, hvem der kommer ind i campen, blandt andet fordi der kommer en del udenlandske medarbejdere ind løbende på grund af behovet for mandskab.

- Vi mener ikke, at det vil give mening at lukke for byggeriet, da smittetilfældene ikke er konstateret i campen, så vi håber på, at vi er af med smitten i vores område. Men det er klart, man skal være opmærksom på, at man ikke bevæger sig ind og ud af området, så vi ikke får smitte ind, siger han.

Direktøren fortæller, at corona-situationen har haft store konsekvenser for virksomheden.

- Vi ved, at vi som så stor en aktør i bybilledet i Nuuk har et betydeligt ansvar for at bidrage bedst muligt til myndighedernes håndtering af coronasmitte i Grønland. Samtidig har vi over for bygherren forpligtelse til at gennemføre projektet med så få forsinkelser som muligt. Dette er i en rimelig grad lykkedes for os, og vi har således formået at fastholde en fornuftig produktion til trods for de udfordrende forhold.

Lokale holder øje med Munck

På de socialemedier udspiller der sig i øjeblikket en hetz mod virksomheden og dens medarbejdere, og senest har Naalakkersuisoq for Infrastruktur Naaja Nathanielsen også meldt sig med en løftet pegefinger.

En del borgere kommenterer på, at der går medarbejdere fra Munck rundt i byen. Nogle mener, det betyder, at der er medarbejdere, der ikke overholder restriktioner og karantænezone. Men det er ikke tilfældet, understreger direktøren.

Der er nemlig også medarbejdere hos Munck Gruppen i Nuuk, som ikke er i karantæne, fordi de ikke har været i campen.

- Det kan selvfølgelig være svært for folk i Nuuk at se, om vores medarbejder er en del af boblen derude eller ej. Det kan skabe rygtedannelse om, hvad vores folk render og laver, men vi er ikke bekendt med, at nogen har overtrådt reglerne.

Landslægen oplyste på pressemøde tirsdag, at der efter myndighedernes nuværende oplysninger ikke er tale om overtrædelse af restriktionerne i forbindelse med de seneste smittede.

Powered by Labrador CMS