Gå til hovedindhold

Motzfeldt om karantæne: De skærpede regler gælder for alle folkevalgte

Bentiaraq Bendtsen Ottosen er fortørnet over, at han først må deltage ved efterårssamlingen 14 dage efter indrejse på grund af smitterisiko. Reglerne gælder alle inatsisartutmedlemmer, forklarer Inatsisartuts formand.

Bentiaraq Bendtsen Ottosen ankom til Nuuk med atlantflyveren i går torsdag. Samme dag blev han oplyst af formandskabet i Inatsisartut om, at han først er velkommen i Inatsisartuts sal og partigang den 12. november. Seks mødedage efter sin ankomst.

- Beslutningen er taget af det samlede formandskab, på tværs af partier og efter rådgivning fra Landslægen, forklarer Vivian Motzfeldt, formand for Inatsisartut.

- De regler gælder for alle inatsisartutmedlemmer, det slår Vivian Motzfeldt fast over for Sermitsiaq.AG.

LÆS OGSÅ: Finansudvalget er sat i karantæne

Hele samlingen måtte sættes på pause i sidste uge, da Finans- og Skatteudvalget måtte i karantæne efter at have været udsat for en eventuel smitte under et møde. Derfor har Inatsisartut nu skærpede regler for at undgå et nyt pitstop.

Samling skal fortsætte

Formanden for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt, forklarer, at der er store emner, der skal besluttes under samlingen dette efterår. Som eksempel nævner hun finansloven, der er præget af coronakrisen, og som Inatsisartut medlemmer skal vedtage i november.

LÆS OGSÅ: Inatsisartut: Bentiaraq fritaget for møder i 14 dage

- Vi kan ikke risikere, at hele samlingen stoppes på ubestemt tid igen på grund af smitterisiko. Vi har en travl arbejdsgang, hvor vi er meget tæt på hinanden i salen og i udvalgsmøder. Hvis et af medlemmerne er smittet, vil smitten sprede sig hurtigt. Derfor er samtlige medlemmer underlagt skærpede anbefalinger og formaninger, siger Vivian Motzfeldt.

- Vi ser lige nu stor smittespredning i Danmark og i Europa, så vi er under stærkt pres, siger hun.

Fri efter re-test

Vivian Motzfeldt forklarer, at Atassut-politikeren selvfølgelig kan bevæge sig frit i lokalsamfundet, hvis en re-test viser, at han er fri for smitte.

- Men coronavirus kan udvikles i kroppen langt efter de fem dage. Derfor er alle indrejsende pålagt til at udvise ekstra forsigtighed de to første uger efter indrejse. Som formandskabet har besluttet, så kan vedkommende deltage i møder fra den 12. november, siger hun.

Hun understreger, at der er flere medlemmer i Inatsisartut, der er i risikogruppen især på grund af alder.

- Vores arbejde kan nok ikke sammenlignes med andre arbejdspladser. Vi befinder os ofte i salen i mange timer, tæt op ad hinanden og i udvalgsmøder. Vi taler fra samme talerstol direkte til den samme mikrofon. Derfor skal vi også udvise ekstra påpasselighed, så det politiske arbejde ikke stoppes, slutter hun.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER