Mordoffer var blot 24 år

Grønlands Politi offentliggør nu identiteten på den dræbte og parterede i Ilulissat, Maassannguaq Dalager. To personer er sigtet i forbindelse med sagen.

Offentliggjort

Mordofferet i den makabre sag er Maassannguaq Dalager.

Ifølge Sermitsiaq.AG's oplysninger er han blot 24 år.

Frigivelsen af identiteten er kommet i samråd med den dræbtes pårørende, oplyser politiet.

- Af hensyn til efterforskningen og verserende rygter på sociale medier vælger Grønlands Politi i samråd med familien at frigive navnet på den afdøde, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Hjælp fra offentligheden

Nu beder politiet offentligheden igen om hjælp i forbindelse med den makabre sag.

- Vi er stadigvæk interesseret i at høre om den forurettedes færden i dagene op til den 2. oktober 2021. Så hvis befolkningen kan bidrage med oplysninger hertil, så er vi meget interesseret i at høre fra dem, siger Jan Lambertsen.

Personer, der kan have viden til Maassannguaq Dalagers færden op drabet, bedes kontakte politiet på 70 1448.

Hvor var han

Grønlands Politi er færdige med at gennemsøge forbrændingsanlægget i Ilulissat. Men de vil ikke oplyse, om der var fundet flere ligdele af hensyn til efterforskningen.

En mand og en kvinde er sigtet i forbindelse med drabssagen. En mand er tilbageholdt frem til den 5. november og kvinden er løsladt igen, mens sigtelsen opretholdes.

- Med to sigtede og den forurettedes identitet er vi langt i en sag, der fra starten så svær ud, udtaler vicepolitiinspektør Jan Lambertsen, der er leder af efterforskning i Grønlands Politi.

Dødsårsag undersøges

Grønlands Politi oplyser ikke, hvad motivet til drabet kunne være, men understreger, at dødsårsagen skal klarlægges i efterforskningen.

Politiet takker befolkningens hjælp i drabssagen.

- I Grønlands Politi vil vi gerne rette en stor tak til borgerne for de mange oplysninger, de har bidraget til sagen med. Samtidig endnu engang en stor tak til de brandberedskaber, der har ydet en kæmpe indsats i gennemgangen af affaldet på affaldsforbrændingen. Uden dem var vi ikke nået så langt i efterforskningen på dette tidspunkt, siger Jan Lambertsen.

Det er endnu usikkert, hvornår resterne af Maassannguaq Dalager frigives til de pårørende.

Powered by Labrador CMS