Mobilt bredbånd – 3G til på vej til Nuuk

TELE har netop indgået en aftale med Nokia Siemens Network om leverance af et komplet 3G mobil netværk.

3G-netværket betyder større mobilitet for kunden og åbner samtidig op for højere datahastigheder på mobiltelefonen. Foto: S. T. Yiap, Polfoto.

Leverancen er første del af udrulningen af et 3G-mobilnet, som begynder i Nuuk i foråret 2010.

- Nokia Siemens Network leverer allerede en del netværksudstyr til TELE, og vi ser frem til at videreudvikle samarbejdet med Nokia Siemens Network, så vi kan tilbyde nye attraktive produkter til vores kunder, siger Adm. Direktør Brian Buus Pedersen.

For den enkelte kunde betyder 3G-netværket større mobilitet og åbner samtidig op for højere datahastigheder på mobiltelefonen. For at udnytte de nye hastigheder på mobiltelefonen, kræver det en 3G-mobiltelefon.

TELE vil med lanceringen af 3G-nettet introducere nye mobile internet-abonnementer, hvor kunder med en bærbar pc og et mobilbredbåndsmodem kan gå på internettet med hastigheder helt op til 7,2 Mbit.

- Vi starter udrulningen af 3G-nettet i Nuuk, og vi vil efterfølgende vurdere hvordan den videre udbygning af 3G-nettet skal forløbe. Investeringen er samtidigt en opgradering af vores eksisterende 2G-netværk, og det kommer til at give vores kunder nogle fantastiske muligheder. Med 3G får vores mobilkunder på sigt også mulighed for at benytte videotelefoni med deres mobiltelefon, siger Brian Buus Pedersen.

Det nye mobile bredbånd kan hurtig opgraderes til hastigheder helt op til 14,4 Mbit og er fremtidssikret til at kunne opnå endnu højere hastigheder, hvis kundernes behov efterspørger det.

3G-nettet bliver baseret på UMTS/HSPA i 900 MHz spektrummet og er bl.a. valgt på baggrund at den høje dækningsgrad, der opnås i forhold til andre frekvensområder.

Fra sommeren 2010 bliver det muligt at benytte det nye 3G-net i Nuuk og herefter vil nettet blive udbygget til større byer og lufthavne.

Powered by Labrador CMS