Gå til hovedindhold

Miyuki taler oprindelige folks sag i Dubai

Søndag var Arctic Day på COP28 i Dubai, og Miyuki Daorana var blandt talerne ved klimakonferencen.

Inuit-organisationen ICC var søndag vært for Arctic Day på COP28 i Dubaisammen med Samerådet.

Den arktiske dag foregik på Indigenous Peoples’ Pavilion inde på COP28 området og bød på en række paneldebatter og events med fokus på klimaændringerne i Arktis.

Den grønlandske filmkunstner Inuk Jørgensens kortfilm om klimaændringerne Entropy havde forpremiere, mens ICC fremlagde sit arbejde med at sikre etisk og ligeværdig inklusion af Inuit i forskning, samt arbejdet omkring Pikialasorsuaq, oplyser ICC's internationale formand, Sara Olsvig, til Sermitsiaq.AG.

Ved COP28 deltager ICC med en større delegation på femten deltagere, herunder seks unge.

- Gælder liv og død

Miyuki Qiajunnguaq Daorana fra Avanersuaq og Nuuk, som er en af de unge fra Grønland, og hun har været med under Arctic Day.

Hun fortæller til Sermitsiaq.AG, at hun på Arctic Day har været fortaler for oprindelige folks rettigheder og måde at leve på, som i højere grad respekterer naturen.

- Vores oprindelige folks viden, verdenssyn og livsværdier er dybt forbundet til et sundt og balanceret klima. Denne klimakrise er i høj grad aktiv og farlig. Det gælder liv eller død. Ikke kun for mennesker men også dyrearter, naturfænomener og kultur, siger hun og fortsætter

- Så det er meget meningsfuldt for mig at kunne bidrage med min intergenerationel og multidisciplinær viden fra min familie, min omkreds og mit studie. Det er vigtigt for mig, at vi fra Avanersuaq får en stemme, for vi er en af de mange det bliver undertrykt kulturelt, økonomisk og politisk i Grønland, hvor der ikke er lighed mellem store og mindre bosteder.

Olsvig: Vi står ved en skillevej

- Vi Inughuit er nogle af de eneste, der stadig praktiserer vores oprindelige ontologiske levevis, hvor vi fanger med qajaq og rejser med hundeslæde. Det er globalt og nationalt essentielt at passe på det for blandt andet at fikse klimakrisen, siger Miyuki Daorana.

Sara Olsvig udtaler, at det er utroligt vigtigt at sætte fokus på Arktis ved COP28 i Dubai

- Vi står ved en alvorlig skillevej. Paris-aftalens mål om at sætte en stopper for den globale opvarmning ved 1,5 grader celsius i forhold til førindustriel tid er under stort pres. Allerede i 2023 er gennemsnitsopvarmningen globalt 1,4 grader mens opvarmningen i Arktis var 2,2 grader allerede i 2020, siger Sara Olsvig og fortsætter:

- Havstandsstigninger, ændringer i havis og erosion af kyster påvirker allerede Inuit massivt på tværs af Inuit Nunaat. Det er derfor ekstremt vigtigt, at COP28 viser konkrete resultater, og at verden husker påvirkningen af klimaændringerne for oprindelige folk. Sammen med oprindelige folk fra hele verden kæmper vi derfor for, at oprindelige folks rettigheder og menneskerettigheder kommer ind i slutteksten fra COP28.

Mandag er ICC medarrangør på endnu et stort event på COP28, når den såkaldte Indigenous Climate Leadership løber af stablen. ICC’s forkvinde Sara Olsvig ankommer til COP28 i den kommende uge og skal blandt andet deltage i events sammen med den canadiske og grønlandske klimaminister, om havmiljø på den danske pavillon, og om plastikforurening i Arktis.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER