Mistanke om ræv med rabies i Ilulissat

En ræv med unaturlig adfærd er blevet set i Ilulissat fredag formiddag. Ræven mistænkes for at være smittet med rabies, og er nu aflivet.

Offentliggjort

En ræv med unaturlig adfærd er blevet set i Ilulissat fredag formiddag. Veterinær- og fødevaremyndigheden i Grønland har fået informationer om ræven, og der er mistanke om, at ræven er smittet med rabies.

Myndigheden oplyser, at ræven er blevet aflivet i dag.

- Et dyr, som er smittet med rabies, udskiller virus i spyttet, og kan smitte via bid eller hvis man har sår på hænderne. Et smittet dyr kan være smittefarligt i flere uger, før det selv viser symptomer på rabies, oplyser myndigheden.

Rabies er en virussygdom, der især er udbredt blandt ræve i Grønland. Ræve kan ved direkte kontakt smitte hunde og katte, der igen kan smitte mennesker. Ved smitte er det vigtigt at følge forholdsregler, lyder det i en pressemeddelelse.

- Hvis en person er blevet bidt af ræven, skal såret straks vaskes med vand og sæbe og sundhedsvæsenet skal kontaktes omgående.

Hunde har været i kontakt

Veterinær- og fødevaremyndigheden har oplysninger om, at flere hunde i Ilulissat har været i slagsmål med ræven, før ræven blev skudt.

- Hvis man har set slædehunde været oppe og slås med en ræv de foregående dage, eller man har mistanke om at en hund har været i kontakt med en ræv, skal man omgående kontakte VFMG, så VFMG kan træffe videre foranstaltninger, oplyser myndigheden.

Disse symptomer kan optræde:

  • pludselig aggressivitet
  • stærk kløe
  • savlen
  • ændret temperament
  • angrebslyst
  • synkebesvær
  • usædvanlig uro
  • snappen efter indbildte objekter
  • skyhed
  • hel eller delvis lammelse af især underkæbe og bagparti
  • unormal hovedholdning

Veterinær- og fødevaremyndigheden har i samarbejde med kommunen oprettet et afspærringsområde i området med hundehold, hvor ræven er blevet observeret. Kun hundeejere, der skal fordre deres hunde må færdes i området, lyder det.

Avannaata Qimussersua skal afholdes i Ilulissat om to uger.

Powered by Labrador CMS