servicekontrakter

Mistanke om karteldannelse

Luftfartsiværksætterne mener ikke at de er blevet fair behandlet. De mistænker Disko Line og Air Greenland for aftalt spil om servicekontrakterne. Disko Line og Air Greenland afviser begge urent trav

Sagen om de upopulære servicekontrakter tager nu en ny drejning, efter at flyselskabet Aluu Airlines har kontaktet Konkurrencestyrelsen med mistanke om karteldannelse.

Ifølge iværksætterne er der meget der tyder på at Disko Line og Air Greenland internt aftalte de priser, som lå til grund for Disko Lines vindende bud.

LÆS: Kommune Kujalleq: Udbudsbetingelser er ikke overholdt

Såkaldt karteldannelse er forbudt ifølge konkurrenceloven. Det er nemlig konkurrenceforvridende og i øvrigt ofte dyrere for borgerne, når selskaber internt aftaler hvor prisniveauet skal ligge.

- Vi har opdaget at Air Greenland ud over selv at byde mod os, også lavede den helgardering, at hvis de ikke vandt, var de stadig med i det vindende bud ved at samarbejde med vinderne Disko Line, siger Aluu Airlines direktør Pele Broberg.

- Det vil sige, at Air Greenland bød to gange, både med et dyrt tilbud som de ikke havde regnet med ville vinde, og et billigere hvor de lader nogle andre bruge dem.

Aftalt spil?
Mistanken er, at prisen for Air Greenlands eget bud med vilje var sat for højt, så det ville tabe. Til gengæld skulle flyselskabet have givet lavere priser under hånden til Disko Line, som dermed kunne komme med det mere attraktive bud, som endte med at vinde.

- Vi kan som konkurrent ikke se hvordan det vindende tilbud er strikket sammen, så vi passer på med at sige, at der er sket noget ulovligt. Derfor har vi kontaktet Konkurrencestyrelsen for at undersøge, om den mener, at der er en sag, siger Pele Broberg.

Aluu Airlines har på intet tidspunkt lagt skjul på, at selskabet mener, at det blev forfordelt ved det offentlige udbud af ruter som ikke er kommercielt rentable, og derfor betjenes med offentligt tilskud.

Hidtil har kritikken dog gået på, at Disko Lines løsning skulle være dårligere end Aluu Airlines, hvis partner Bristow Group ville stille med moderne helikoptere.

Når Selvstyrets beløbsramme for servicekontakterne samtidig er steget efter at Aluu Airlines blev dømt ude, mener selskabet sig udsat for unfair konkurrence.

Aluu Airlines bød nemlig inden for udbudsmaterialets oprindelige ramme på 121 millioner kroner. Siden har Naalakkersuisut lagt 22 millioner kroner oven i. hvormed Disko Line ender med at få 143 millioner kroner.

Uden at Aluu Airlines har fået lov at vise hvad det ville kunne tilbyde for de samme penge.

Ulovligt at samstemme priser
Her er der dog næppe meget at komme efter for Aluu Airlines. For hvor sådan et udbud sandsynligvis ville skulle gå om i for eksempel Danmark, er udbudsområdet helt ureguleret i Grønland, bortset fra inden for byggeri og anlæg.

Både Disko Line og Air Greenland afviser karteldannelse.

Læs mere om sagen i den nye udgave af AG:

Powered by Labrador CMS