Mistænkt for skudmassakre vil forsvare sig selv i retten

28-årige Brenton Tarrant, der er mistænkt for at have dræbt 50 personer i New Zealand, har fyret sin advokat.

Den mistænkte gerningsmand bag skudmassakrerne i New Zealand vil forsvare sig selv i retten.

Det skriver avisen New Zealand Herald natten til mandag dansk tid.

Den 28-årige australier Brenton Tarrant fyrede lørdag sin advokat. I stedet ønsker han at tale sin egen sag i retten.

Det bekræfter advokat Richard Peters, der skulle have repræsenteret Tarrant.

Beslutningen har ifølge avisen skabt frygt for, at Tarrant vil bruge retssagen som platform til at promovere sine synspunkter.

Skudmassakren blev begået fredag ved to moskéer i den newzealandske by Christchurch. Her blev 50 personer dræbt og lige så mange såret.

Den mistænkte blev pågrebet umiddelbart efter angrebet.

Han publicerede et "manifest" før angrebet, hvor han beskrev sine højreekstremistiske synspunkter. Han betegner sig selv som en "almindelig hvid mand" inspireret af Norges massemorder Anders Behring Breivik.

Den fyrede advokat afviser umiddelbart, at Tarrant skulle være psykisk ustabil.

- For mig at se virker han ikke til at lide af psykiske udfordringer eller mentale handicap, ud over at han har nogle temmelig ekstreme holdninger.

- Han virker meget klar og tydelig, selv om det umiddelbart virker som en meget irrationel opførsel, siger Richard Peters med henvisning til angrebet.

Den 28-årige australier er sigtet for drab. Der ventes at blive rejst flere sigtelser i sagen.

En dommer i Christchurch har fængslet Tarrant indtil 5. april, hvor næste retsmøde finder sted.

Ifølge Richard Peters har Tarrant ikke udvist anger i forbindelse med sagen. Men han understreger, at hans samtaler med Tarrant ikke har handlet specifikt om det.

Powered by Labrador CMS