Misbrug af medicin: Forholdet mellem læge og patient er på spil

To overlæger forklarer, at det kan være vanskeligt at forhindre misbrug af medicin, herunder Ritalin. Der findes et medicinsk alternativ men i sidste ende handler det om tillid, lyder det.

Det er ekstremt uheldigt, hvis personer misbruger lægens tillid, mener Jesper Olesen, ledende regionslæge hos DIH.
Offentliggjort

- Vi holder øje med forbuget.

Det forklarer Preben Friis, ledende overlæge i Regionspsykiatrien Midt i Danmark, i forbindelse med forebyggelse af pillemisbrug.

Han uddyber, at der blandt andet tages højde for, hvor mange recepter, der bliver udskrevet, så den enkelte læge ikke kommer til at udskrive mere end, hvad der er ordineret.

- Problemet med misbrug er ikke bare i forhold til Ritalin. Det er også et problem med Stesolid og morfinpræparater, som nogle får ordineret og sælger videre til andre, siger han.

Tillid til patienten

Ledende regionslæge på Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk, Jesper Olesen, istemmer.

- Vi har ikke nogen blodprøve, der fortæller, hvor ondt det gør på patienten, siger han og forklarer, at sundhedspersonalet nogle gange oplever, at tilliden sættes på prøve.

Han giver et eksempel: Der bliver lavet en aftale med patienten om, at vedkommende skal tage én smertestillende pille om dagen i ti dag. Så kommer patienten tilbage efter fem dage og fortæller, at det har virket helt fantastisk at tage to piller om dagen frem for én.

- I sådan et tilfælde vil jeg antage, at det passer, men jeg kan ikke med sikkerhed vide, om patienten lyver for mig og i stedet har solgt den ene pille til en anden, siger han og tilføjer:

- Det er tricky, for det er læge og patientforholdet, som er på spil.

Han mener, at det er særligt udfordrende, når det handler om misbrugspræparater, fordi folk generelt er ret desperate omkring det.

- At der så er nogle, som tilsyneladende er så kyniske, at de misbruger vores tillid ved at sælge medicinen videre til andre, det er ekstremt uheldigt, fordi vi risikerer at blive mistroiske over for vores patienter.

Et alternativ til Ritalin

I Danmark er standarbehandlingen til personer med adhd ligesom herhjemme det centralstimulerende medikament Ritalin. Der gøres dog en undtagelse, hvis personen med adhd har eller har haft med et misbrug at gøre, forklarer Preben Friis.

- Vi ved godt, at de (misbrugere eller tidligere misbrugere med adhd, red.) kan blive fristede til at misbruge Ritalin. Derfor vælger vi at ordinere Atomoxetine i stedet for.

Ifølge RAADS (Råd for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin) er Atomoxetin et ikke centralstimulernede lægemiddel. Det vil sige, at det ikke er forbundet med misbrugspotentiale i modsætning til Ritalin.

Til spørgsmålet om, hvorfor man generelt vælger at ordinere Ritalin, som potentielt kan blive misbrugt, fremfor Atomoxetin, svarer Preben Friis, at Ritalin har en bedre effekt.

Kan blive fristet

Når man alligevel vælger at ordinere Atomoxetin til misbrugere og tidligere misbrugere, så skyldes det ifølge den ledende overlæge, at man er bange for, at de selv misbruger - enten ved at de selv skruer op for dosen og bliver afhængige af det eller ved at sælge det videre.

- Personer, der har et misbrug, vil typisk tage mere - og så forsøger de at få mere ved at ringe og sige, at hunden har spist tabletterne, eller at de har tabt pakken.

Preben Friis forklarer, at hvis man har sin gang i et misbrugsmiljø, så kan man blive fristet til at sælge sin medicin videre eller bytte det for noget andet.

Ligesom Jesper Olesen er inde på, så fortæller Preben Friis, at lægen som udgangspunkt har tillid til, at patienterne er ærlige omkring, om vedkommende for eksempel har et misbrug eller ej. Lægen går ikke yderligere ud og undersøger det, forklarer han.

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få et svar fra Det Grønlandske Sundhedsvæsen om, hvorvidt der ligesom i Danmark er tilfælde, hvor der bliver ordineret en anden form for medicin end Ritalin til personer med adhd. Sundhedsledelsen er endnu ikke vendt tilbage.

Powered by Labrador CMS