Minik Dahl Høegh til GOG

Efter forhandlinger i de seneste uger er der nu en toårig aftale på plads til håndboldspilleren

GOG bliver Minik Dahl Høeghs nye klub. Foto: Knud Fl. Larsen

Minik Dahl Høegh er efter to års fravær tilbage i GOG, som han forlod efter klubbens konkurs i 2010.

Minik Dahl Høegh spillede herefter godt en sæson i Fredericia Håndbold inden skiftet før sæsonen 2011-12 til HC Fyn. Minik Dahl Høegh havde stor succes i den netop afsluttede sæson og blev en suveræn topscorer i den danske 1. division.

Desværre for HC Fyn lykkedes det ikke for klubben at skabe økonomi til den fortsatte drift. Efter sæsonen gik klubben i betalingsstandsning.

Minik: Et naturligt valg
Med bopæl i Odense er GOG med hjemmebane i Gudme Arena på Sydfyn det naturlige valg for Minik Dahl Høegh. GOG var allerede før sidste sæson meget interesseret i at få Minik Dahl Høegh til klubben - og det lykkedes altså nu.

- Jeg har det rigtig godt med, at kontrakten nu er på plads, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, fortæller Minik Dahl Høegh til Sermitsiaq.AG.

- Jeg er både glad og stolt over den interesse, der har været fra andre klubber. Ikke mindst for henvendelserne fra tyske og franske klubber. Selvfølgelig kunne det være rigtig spændende at komme til at spille i en stor klub i Tyskland, men lige nu er det den rigtige beslutning at spille i GOG og forhåbentlig være med til at spille klubben tilbage til Håndboldligaen.

GOG satser i den kommende sæson målrettet på at rykke op. Det var lige ved at lykkedes i den netop afsluttede sæson, hvor klubben med en del skadede spillere tabte den sidste kamp i kvalifikationsspillet til TMS Ringsted.

Klub med store ambitioner
GOG’s spillende direktør Kasper Jørgensen skjuler ikke de store ambitioner.

- Minik Dahl Høegh, som længe har stået på vores ønskeliste, skal sammen med flere andre forstærkninger være med at spille GOG tilbage til Håndboldligaen, hvor vi med vores historie naturligt hører hjemme.

GOG’s sponsorer bliver på et møde tirsdag eftermiddag præsenteret for nyheden om aftalen med Minik Dahl Høegh. Det bliver dog uden hovedpersonen selv, som er optaget af landsholdets træningssamling i Vejle.

Powered by Labrador CMS