Mineraljagten, Ujarassiorit 2008, er nu gået ind

Den landsdækkende mineraljagt for amatørgeologer, der bliver afholdt for 19. gang, er nu for alvor gået i gang for året 2008.

Der er skattefrie præmier for i alt 120.000 kr., hvoraf 1. præmien er på 55.000 skattefrie kr.

Ujarassiorit administeres og finansieres af Råstofdirektoratet, og GrønlandsBankens Erhvervsfond bidrager med i alt 40.000 skattefrie kr. til 1. og 2. præmierne.

Råstofdirektoratet har i år lanceret en ny hjemmeside, hvor mineraljægerne kan finde relevant information om Ujarassiorit: www.ujarassiorit.gl.

Udover at kunne finde information om, hvordan man deltager i Ujarassiorit, kan man bl.a. også downloade forskellige foldere og publikationer, som kan være til hjælp i mineraljagten. Eksempelvis bogen ”Mineral-guide – Prospektering for amatører”, som også udleveres gratis på samtlige posthuse i juli måned.

På posthusene ligger der ligeledes forsendelsesmateriale samt en formular som skal udfyldes med navn, adresse o.a. Der vil også være et kort, hvor fundstedet skal markeres på. Forsendelsen er gratis.

For at kunne være med i dette års Ujarassiorit, skal vi have modtaget prøven inden den 1. oktober 2008.

Kun amatørgeologer med folkeregisteradresse i Grønland kan deltage i konkurrencen. Der kan kun indsendes prøver fra Grønland og kun prøver med nøjagtigt angivet fundsted kan præmieres, indsendte prøver returneres ikke.

Powered by Labrador CMS