Mindst 76 dræbt ved bombeeksplosion i Mogadishu

Ambulancetjeneste siger, at 76 er dræbt af bilbombe i Somalias hovedstad. Mange ofre var unge studerende.

Mindst 76 er dræbt efter en voldsom eksplosion i den centrale del af Somalias hovedstad, Mogadishu, oplyser en ambulancetjeneste i byen.

Mange af ofrene for bombeanslaget tidligt lørdag var unge universitetsstuderende.

Den formodede lastbilbombe blev bragt til eksplosion i et område, som var særligt stærkt trafikeret, fordi der ligger en meget besøgt offentlig institution, og fordi der var oprettet en kontrolpost.

- Antallet af dræbte er på mindst 76, siger Abdikadir Aden til Reuters.

Abdikadir Aden er stifter af ambulancetjenesten Aamin.

Antallet af sårede er på mellem 70 og 90.

- Der er så mange ofre, fordi der var mange busser fyldt med blandt andet studerende, da eksplosionen skete, siger et andet øjenvidne, Muhibo Ahmed, til AFP.

Sakariye Abdukadir, som opholdt sig nær eksplosionsområdet, siger til AFP, at flere af hans bilruder blev ødelagt af trykket fra eksplosionen.

- Det sidste, jeg kunne se, var dræbte ligge spredt omkring mig. Mange var forbrændt til ukendelighed, siger han.

To tyrkiske statsborgere er blandt de dræbte, oplyser politiet.

Mogadishus borgmester, Omar Mohamud Mohamed, siger, at myndighederne endnu ikke har overblik antallet af dræbte og sårede.

Ingen har taget skylden for angrebet.

Mogadishu rystes jævnligt af bilbomber og angreb udført af islamister fra al-Shabaab, som er allieret med al-Qaeda.

Gruppen blev tvunget ud af Somalias hovedstad i 2011, men den kontrollerer fortsat nogle landlige provinser, og den opererer også i nabolandet Kenya.

For to uger siden blev fem mennesker dræbt, da medlemmer af al-Shabaab angreb et hotel i Mogadishu, som er populært blandt politikere, diplomater og officerer fra hæren.

Powered by Labrador CMS