Jordskælv

Mindst 400 omkom ved kraftigt jordskælv i Iran og Irak

Iran er hårdest ramt efter jordskælv på 7,3. Her er omkring 400 døde, og dødstallet ventes at stige.

Jordskælv i Iran
Overlevende efter jordskælv i Sarpol-e-Zahab, Iran.

Over 400 mennesker omkom og 6700 blev kvæstet ved et voldsomt skælv i Iran og Irak.

I Iran, hvor i alt 14 provinser blev berørt af katastrofen, blev mindst 407 mennesker dræbt. Det skriver det halvofficielle nyhedsbureau Ilna.

I Irak kostede skælvet mindst syv menneskeliv, mens 535 blev kvæstet. Alle ofrene boede i den nordlige kurdiske region, oplyser det irakiske indenrigsministerium.

Den 51-årige iraner Reza Mohammadi siger, at han sammen med sin familie løb ud i gaderne, efter de første rystelser.

- Jeg forsøgte at gå tilbage for at hente nogle ejendele, men huset styrtede fuldstændigt sammen under de næste rystelser.

Der er målt over 100 efterskælv.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har udtrykt sin medfølelse og rettet en indtrængende opfordring til redningsmandskabet og myndighederne om at gøre alt, hvad der er muligt for at hjælpe de ramte.

Præsident Hassan Rouhani vil tirsdag besøge katastrofeområdet.

I Irak har premierminister Haider al-Abadi udstedt et direktiv til landets civilforsvar og relaterede institutioner om at reagere hurtigt på naturkatastrofen.

Skælvet, der fik mange til at flygte ud af deres huse sent søndag, kunne mærkes ved Middelhavskysten 1000 kilometer væk.

Skælvets epicentrum lå nær den østlige irakiske by Halabja, viser de seneste målinger fra USA's geologiske overvågningscenter.

- Skælvet skete i 23,2 kilometers dybde, hedder det.

I Irak kunne skælvet mærkes fra Irbil til Bagdad, hvor folk også flygtede ud i gaderne.

Den irakiske by Halabja var i 1998 mål for et kemisk angreb, hvor Saddam Husseins soldater dræbte over 5000 mennesker med sennepsgas. Angrebet var det værste nogensinde mod civile.

Den irakiske seismolog Abdul-Karim Abdullah Taqi, som leder overvågningen af skælv og rystelser i landet i det meteorologiske departement, siger, at der omkom langt færre i Irak end i Iran.

Det er fordi, de geologiske formationer i Irak bedre kunne absorbere rystelserne.

Kermansharh er den hårdest ramte provins i Iran.

Skælvet har nogle steder udløst jordskred, som sinker redningsarbejdet.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS