Mimi Karlsen sygemeldt
Medlem i Inatsisartut, Mimi Karlsen er sygemeldt de næste tre uger. Suppleant Mariane Paviasen kaldt ind.
Endnu et nyt medlem er trådt ind i Inatsisartut-salen i dag. Det er Mariane Paviasen fra Narsaq. Hun er suppleant for Inuit Ataqatigiits Mimi Karlsen, der nu er på sygeorlov.
Det sker kun tre dage efter Inatsisartuts efterårsmøde blev ringet ind.
Suppleanten Mariane Paviasen er ikke helt ukendt i offentligheden og er hjemmevant i den politiske arena.
Hun er formand for Urani Naamik, der har hjemstavn i Narsaq og har kæmpet for et minefrit Narsaq i flere år. Senest har hun holdt møde med den nye Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Jens-Frederik Nielsen omkring minedrift i Sydgrønland.
Urani Naamik-forkæmperen har i en årrække kæmpet for bedre oplysning omkring minedrift i Arktiske forhold og har ytret ønske om mere udvikling af eksisterende erhverv i Sydgrønland i stedet for minedrift.
Mariane Paviasen fik 95 personlige stemmer til Inatsisartutvalget i 2018.
Inuit Ataqatigiits medlem i Inatsisartut, Mimi Karlsen, er sygemeldt de næste tre uger. Det oplyser IA’s partikontor i Inatsisartut til Sermitsiaq.AG.