Mimi Karlsen har ingen viden om dødsfald pga. manglende lægehjælp

Sundhedsvæsenet halter. Det anerkender naalakkersuisoq for sundhed, men hun kan ikke svare på, om mangel på lægehjælp har konsekvenser i form af dødsfald.

Tre ud af fem sundhedsregioner har på nuværende tidspunkt ingen ledende regionslæge.

Mangel på læger og sygeplejersker i Det Grønlandske Sundhedsvæsen er en velkendt udfordring, især på kysten uden for Nuuk. Men er niveauet i sundhedsvæsenet blevet normaliseret så meget, at vi blot accepterer det?

Sådan lyder det indledningsvis til en række paragraf 37-spørgsmål, som er stillet Siverth K. Heilmann fra Atassut.

Han vil blandt andet vide, om den manglende bemanding betyder, at borgere ikke får den rette behandling i tide, og derfor afgår ved døden, selvom de har henvendt sig til deres lokale sundhedstilbud.

Heilmann hører alt for tit om folk, der bliver sendt hjem på grund af personalemangel, og om folk, som dør, selvom de kunne have overlevet med den rette behandling.

Men først nogle fakta om sundhedspersonale og mangel på samme.

Tre fastansatte læger

Tre ud af fem sundhedsregioner har på nuværende tidspunkt ingen ledende regionslæge. Det drejer sig om henholdsvis Region Disko, Region Avannaa og Region Kujataa, hvor der i flere uger og måneder ikke har været nogen kvalificerede ansøgninger.

Det oplyser Mimi Karlsen, naalakkersuisoq for sundhed.

Hun skriver videre, at der i januar var tre fastansatte læger i hele landet uden for Nuuk, mens det drejede sig om 15 ansatte speciallægevikarer. I samme periode var 20 yngre læger, som ikke har autorisation som speciallæger, fordelt på alle fem regioner.

Udfordringerne med bemandingen betyder, at sundhedsbetjeningen i perioder forsøges varetaget via telemedicin eller med korttidsansættelser fra regionssygehuset, oplyser Mimi Karlsen.

Klager over behandlingen

Tilbage til spørgsmålet om mangel på personale koster liv, svarer naalakkersuisoq, at der har været en række sager, hvor der er givet kritik af behandlingen. Men, skriver hun:

- Det er ikke muligt at afgrænse sager, hvor meget manglende bemanding af sundhedscentre og sygehuse har haft indflydelse på forløbet.

Mimi Karlsen oplyser, at hun heller ikke har nogen konkret viden om, hvor mange mange patienter, der dør i bygderne på grund af manglende lægehjælp.

Hun oplyser, at Naalakkersuisut er i løbende dialog med Sundhedsledelsen om udfordringerne i Sundhedsvæsenet. Naalakkersuisut vil i forbindelse med finanslovsforhandlingerne søge at styrke sundhedsvæsenets budget, og dermed sikre fremtidige rekrutteringsmuligheder, samt bedre finansiering af vikardækning.

Powered by Labrador CMS