Millioner til jobskabelse i lufthavnene

Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavne, har fået bevilget 17,3 millioner kroner til fremskyndelse af nødvendige opgaver i organisationen

I de kommende måneder bliver der ekstra travlt i lufthavnene i Grønland. En stribe projekter hos Mittarfeqarfiit er via selvstyrets anlægs- og renoveringsfond fremskyndet for at skabe arbejdspladser og vækst.

Det drejer sig om mandskabstunge opgaver uden for Nuuk, der hidtil ikke har været ressourcer til at gennemføre.
Mittarfeqarfiit, Grønlands Lufthavne, har fået bevilget 17,3 millioner kroner til fremskyndelse af nødvendige opgaver i organisationen. Midlerne kommer fra anlægs- og renoveringsfonden og bevillingen skal skabe nye arbejdspladser flere steder i landet.

- De projekter, vi kommer i gang med nu, har stået på vores ønskeliste i lang tid. Det er vigtige opgaver, og når de først er løst, vil flere af dem kunne betyde både energibesparelser for os, mere sikkerhed og komfort for vores kunder. Samtidigt vil de være med til at afhjælpe problemerne med arbejdsløsheden. Så det er en rigtig god aftale for alle parter, siger direktør i Mittarfeqarfiit, Jens Lauridsen.

Projekter, som Mittarfeqarfiit skal iværksætte i år, er en del af Naalakkersuisuts handlingsplan til bekæmpelse af arbejdsløsheden i Grønland:

• Ny vandledning til Kulusuk.
• Brandanlæg på hotellerne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq opgraderes.
• Ny vandledning til Kangerlussuaq som erstatning for den, der blev ødelagt af en voldsom flom i Watson River i 2012
• Renovering af Hotel Kangerlussuaqs kloak
• Energioptimering af Hotel Kangerlussuaqs døre og vinduer
Alle opgaver vil blive sendt i udbud hurtigst muligt, og Mittarfeqarfiit oplyser i en pressemeddelesle, at de ser frem til mange bud, ikke mindst fra lokale virksomheder.

Powered by Labrador CMS