Millionbevilling til undersøgelse af økosystemet i Ilulissat Isfjord

Biolog Sascha Schiøtt fra Grønlands Naturinstitut har modtaget godt 1,7 million kroner til gennemførelse af et ph.d.-projekt

På billedet ses biolog Sascha Schiøtt, der har modtaget 1,7 million kroner til gennemførelse af et ph.d.-projekt

Det er Aage V. Jensen Charity Foundation, der har doneret 1,7 million kroner til Sascha Schiøtt, der dermed gjort det muligt for hende at starte på sit ph.d. studie ved Arktisk Forskningscenter på Århus Universitet.

- Her har Sascha glad takket ja til indskrivning med start den 1. november, skriver Naturinstituttet i en pressemeddelelse.

Ringsæler og hellefisk

Sascha Schiøtt blev kandidat i biologi i 2017, hvor hun fremlagde sin specialeafhandling ved det ny Center for Naturvidenskabelig Uddannelse, og efterfølgende blev ansat ved Pinngortitaleriffik. Emnet for specialet omhandlede ringsælerne og hellefisken i Ilulissat Isfjord, og i forbindelse med ph.d.-studiet vil hun arbejde videre med undersøgelse af økosystemet her.

- Projektet vil identificere og undersøge samspillet mellem nøglearter, der er tilstede inde i Ilulissat Isfjord. Hovedvægten på undersøgelsen vil foregå i den sydlige gren og til en vis grad i den nordlige gren af fjordsystemet, fremgår det i pressemeddelelsen.

Økosystemet

Ringsælen bliver hovedfokus, da forudgående undersøgelser har vist, at ringsælen inde i Ilulissat Isfjord er stedtro i fjordsystemet.

- Derfor kan det bruges til at finde ud af, hvilke arter, der spiller en stor rolle i økosystemet igennem året. Hellefisk fiskes i store mængder i området, og der lægges derfor også stor vægt på betydningen af økosystemets indvirkning på hellefiskebestanden i området, lyder det fra Naturinstituttet.

Sascha Schiøtts ph.d. studie vil løbe på 3 år.

Powered by Labrador CMS