Millionbevilling til nyt grønlandsk væksthus

Et virtuelt væksthus, målrettet grønlændere med gode ideer, er kommet på den danske finanslov med en bevilling på 7,5 millioner kroner over de næste fire år.

Direktøren for Det Grønlandske Hus Jørn Holbech
Direktør Jørn Holbech, Det Grønlandske Hus i Aarhus, har formået at få Nukiga-initiativet udviklet og på den danske finanslov via hjælp fra de grønlandske folketingsmedlemmer.

Det er i regi af Nukiga, at pengene er bevilget, og er dermed en stor anerkendelse for det arbejde, som Det Grønlandske Hus i Aarhus igennem de seneste år har etableret for at skabe tættere bånd mellem studerende, iværksættere og virksomheder i Danmark og Grønland.

Hjertebarn

Det har været et hjertebarn for direktør Jørn Holbech at udvikle Nukiga-arbejdet, så de gode ideer, der kan skabe yderligere vækst i Grønland, kan modnes i et samspil med de kompetencer der findes i Danmark og internationalt.

- Det er ikke meningen, at det virtuelle væksthus skal være placeret under Det Grønlandske Hus i Aarhus. Jeg vil tro, at vi skal have etableret en erhvervsdrivende fond, og vi har allerede en i kikkerten, der skal drive projektet frem, oplyser Jørn Holbech til Sermitsiaq.AG.

I 2019 er der afsat en halv million kroner, og beløbet stiger løbende til 1,3 millioner i 2020, 2,8 millioner i 2021 for at lande på 2,9 millioner kroner i 2022.

Fodarbejde

- Jeg havde naturligvis helst set, at bevillingerne var givet omvendt, da etablerings- og udviklingsomkostningerne i et sådant projekt er størst i det første år. Så 500.000 kroner er ikke meget at udvikle og drifte for det første år, siger Jørn Holbech.

- Derfor er der fortsat en del fodarbejde, der skal gøres, fastslår han.

Følgende aktiviteter er finanslovspengene ydet til:

  • Etablering af mentorordninger og netværk mellem grønlandske iværksættere og etablerede virksomheder
  • Udvikling og pleje af talentmasse ved at skabe op opretholde kontakt mellem studerende og grønlandske virksomheder
  • Idegenerering ved at skabe rammer for, at iværksættere kan udvikle ideer
  • Udvikling af iværksætterportal

Aaja: Døre åbnes

Folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) glæder sig over, at det er lykkedes at få den store bevilling sat på finansloven.

- Det understøtter arbejdet i Grønland inden for iværksætteri, at man via dette projekt kan få åbnet dørene til Danmark og internationalt, siger folketingsmedlemmet til Sermitsiaq.AG.

Det nye vækst-initiativ anses for at komme i naturlig forlængelser af de Grønlandske Erhvervsdage, som i 2017 og 2018 har været holdt i Aarhus med støtte fra en lang række virksomheder og Selvstyret.

Powered by Labrador CMS