Milliard-lån stadig ikke godkendt: - Der er ikke en fornuftig plan B, siger direktør

Hvis ikke Naalakkersuisut godkender Sermersooqs ansøgning om at låne 1,25 mia. kr., kan det kommunale selskab NCD ikke kunne fusioneres med Iserit og risikerer dermed konkurs. - Der findes ikke en fornuftig plan B, siger kommunaldirektør.

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har i denne uge andenbehandlet og godkendt kommunens budget for 2023.

Et afgørende element i budgettet er dog ikke på plads, fordi Naalakkersuisut ikke har godkendt kommunens ansøgning om at få lov til at låne 1,25 mia. kr. Lånet er en del af en omfattende plan for at redde stumperne af byudviklingsselskabet Siorarsiorfik - Nuuk City Development (NCD).

Selskabet kan ikke finansiere de byggerier, som er sat i gang - herunder en stor skole i centrum af Nuuk. For at overtage blandt andet byggeriet af skolen, har kommunen brug for kapital, og det er her lånet kommer ind i billedet.

Naalakkersuisut vil behandle kommunens ansøgning 15. december, og kommunen håber på godkendelsen fra Naalakkersuisut for i øjeblikket er der ikke en plan B, forklarer kommunaldirektør Ole Jakobsen:

Risikerer konkurs

- Der findes egentlig ikke en plan B, når byggerierne er sat i gang. Der findes ikke en fornuftig plan B. Der vil jo altid være en plan B, men så kigger du ind i en konkurs i NCD. Og det er der ikke nogen i Grønland, der kan være tjent med. Hverken kommune eller nogen andre, siger Ole Jakobsen til Sermitsiaq.AG og fortsætter:

- Det(manglende godkendelse, red.) vil betyde, at byggeriet sættes i stå på en eller anden vis, og så skal vi finde et alternativ. Vi kan jo ikke lade et selskab 100 procent ejet af en kommune gå konkurs.

Nedenstående tabel udspecificerer, hvad lånet skal bruges på. Ifølge tabellen skal kommunen bruge cirka en milliard kroner på at overtage byggerier fra NCD samt færdiggøre byggeriet af skolen. Det er 'ibrugtagne projekter hjemtaget af kommunen' og 'projekter under opførsel':

Kommunaldirektøren siger videre, at han godt kan forstå, at der er utilfredshed med forløbet omkring det kuldsejlede byudviklingsselskab:

- Så kan man drøfte det uheldige forløb, det hele har haft, hvor man sætter tingene i gang uden at have finansieret det. Og det kan jeg godt forstå, at man politisk skælder ud over, siger han.

Direktør: Der er brug for bygningerne

Kommunaldirektøren henviser her til, at det lå i den oprindelige plan, at kommunen skulle spare op, så den kunne betale omkring 30 procent af eksempelvis den nye skole kontant. Men beløbet er aldrig blevet sat til side, og NCD kan ikke skaffe pengene på egen hånd.

Derfor har kommunen lavet en plan, hvor NCD fusioneres ind i Iserit, således at Iserit overtager de boliger NCD ejer, og byggerierne overgår til kommunen.

Ole Jakobsen fremhæver, at der trods det kaotiske forløb heldigvis tale om bygninger, der brug for og ikke overflødige prestigeprojekter:

- Vi står i en efterspørgsel efter børnepasning, som er så pokkers vigtigt for vores familier kan få passet deres børn, og forældre dermed kan passe deres job. Det er så afgørende.

Svært at spare op

- Det samme gælder, at vi har to skoler, der er ramt af skimmelsvamp, som det formentlig ville have været lige så dyrt at renovere, og vi ville ikke kunnet have placeret skoleeleverne andre steder, mens det stod på, siger kommunaldirektøren og fortsætter:

- Det er bygninger, vi har behov for, for at løse vores kerneopgave. Det havde været noget andet, hvis det havde været en kæmpe sportshal eller et stadion, hvor man kunne sige, at det havde vi ikke behøvet.

Ole Jakobsen har i den forbindelse svært ved at se en anden løsning end at låne pengene:

- Alternativet havde været at spare op i 30 år. Så lang tid kan familierne jo ikke vente med at få passet deres børn. Det er den situation, man står i, siger han.

Powered by Labrador CMS