Gå til hovedindhold

Milliard-investeringer vedtaget

En udvidelse af Buksefjorden Vandkraftværk og byggeri af et helt nyt værk ved Aasiaat og Qasigiannguit er vedtaget af Inatsisartut. Kommune har indledt bygge-forberedelser.

Efter en kort tredjebehandling vedtog Inatsisartut tirsdag nye vandkraftinvesteringer for op mod 3,1 milliarder kroner.

Pengene skal Naalakkersuisut låne, og investeringerne skal sikre udvidelse af Buksefjorden Vandkraftværk til forsyning af Nuuk og et nyt vandkraftværk til forsyning af Qasigiannguit og Aasiaat.

Med de nye projekter forventes andelen af offentlig vedvarende energi at stige fra de nuværende 70 procent til hele 90 procent. Det er dog ikke landets samlede energiforburug, der er tale om. 

Ifølge en analyse fra departement for erhverv med tal for 2018, kom 82,6 procent af landets samlede energiforbrug fra sorte kilder. Det skriver KNR.

Enigt Inatsisartut

Samtlige politikere i salen stemte for investeringerne tirsdag formiddag, og på vegne af Naalakkersuisut takkede naalakkersuisoq Aqqaluaq B. Egede politikerne og fremhævede investeringernes effekt på CO2 udledninger. 

LÆS OGSÅ: Inatsisartut behandler vandkraft for milliarder og uran-forbud

- Det er i trit med Naalakkersuisuts målsætninger, at alle skal sikres et renere miljø. Det vil nedbringe udgifter til import med mere. Vi er ikke bange for en bæredygtig og ren udvikling. Det betaler sig på langt sigt, da forurening kan afstedkomme mange udgifter, sagde Aqqaluaq B. Egede.

Det ventes, at de nye vandkraftanlæg vil  nedbringe landets CO2-udledning med ca. 114.000 tons i 2030. Byggerierne kan stå færdige om syv år, viser en tidsplan i materialet til lovforslaget.

Ny kommuneplan baner vej for 14 km lang tunnel

I Kommuneqarfik Sermersooq har man taget hul på arbejdet med at bane vej for udvidelsen Buksefjorden. Kommunen har nemlig sendt en ny kommunalpplan i høring, som skal gøre det muligt at gennemføre udvidelsen af Buksefjordens Vandkraftværk.

Plan giver mulighed for at anlægge en ny tunnel mellem Kangerluarsunnguup tasersua og Isortuarsuup tasia.

Tunnelen bliver omkring 14 kilometer lang, og den skal sikre vand nok i søen til kraftværket.

Derudover skal der anlægges arbejdsveje, kørespor eller stier i tilknytning til byggeriet.

Vandmangel kan opstå i 2024

Ifølge forarbejdet til loven er det presserende med en udvidelse af Buksefjorden - herunder etableringen af tunnelen, fordi det forventes, at der fra 2024 vil være for lidt vand i søen til at levere den fulde mængde energi.

Ifølge målinger udført af Asiaq har Isortuarsuup Tasia en årlig tilstrømning, som er omkring tre gange større end den nuværende årlige tilstrømning til Kangerluarsunnguup Tasia.

114 km lang transmissions linje skal sikre strøm til Aasiaat

Værket, der skal forsyne Qasigiannguit og Aasiaat, omfatter ifølge loven etablering af en kraftstation, der placeres ved fjorden Kangersuneq. Der skal desuden bygges en tunnel mellem søerne Kuussuup Tasia og Qinngap Ilulialeeraa, som skal anvendes som reservoir for vandkraftværket.

Søerne ligger cirka 20 km sydøst for Qasigiannguit og to transmissionslinjer skal føre strømmen til byerne.  Der kan gøres ved at føre en transmissionslinje på cirka 31 km til Qasigiannguit og en transmissionslinje på cirka 114 km til Aasiaat.

Projektet forventes at være en god investering for landet, og derfor har Inatsisartut givet Naalakkersuisut lov til at låne 3,1 milliarder kroner. De skal genudlånes til Nukissiorfiit, som kommer til at stå for projekterne som bygherrer.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER