Miki ramt af lavine: Jeg accepterede, at jeg skulle dø

Lørdag eftermiddag havde været en helt almindelig snescooter tur for flere kammerater. De havde leget ved et fjeldområde i et par timer og valgte at prøve et andet sted, før de skulle tilbage til Sisimiut.

Mens vennerne afprøvede sneen i ét fjeldområde tog Miki Inuk Reimer Geisler et andet sted hen. Han kørte på toppen af et fjeld, da en lavine startede og rev ham med.

- Da lavinen startede tænkte jeg, hvorfor lige mig? Jeg slap fri fra snescooteren, men holdte på den indtil jeg ikke kunne mere. Jeg tror, at jeg gav slip lige før lavinen stoppede. Jeg kunne mærke, at jeg stoppede, men der var stadigvæk lavine over mig.

- Alt blev lige pludseligt halvmørkt. Jeg kunne pludseligt ikke trække vejret. Min hjelm var fyldt med sne, så jeg pustede sneen væk. Allerede der tænkte jeg, at jeg skulle dø. Jeg tænkte på mine forældre. Hvordan de vil have det, når de fik besked på, at jeg var gået bort, fortæller Miki Inuk Sandgreen Geisler med pauser, da han stadigvæk er påvirket af ulykken.

En af vennerne fandt ham med en pind

Det var ikke kun Miki, der var ramt af en lavine. Hans ven Kris Kenni Støvlbæk fulgte efter ham, men han blev ikke begravet, selvom lavinen ramte snescooteren.

- Sidste gang jeg så Miki var, da han var oppe på toppen. En mindre lavine startede, der hvor jeg var. Jeg prøvede at kører fra den, men lavinen ramte snescooteren og jeg var begravet til min knæ. Så jeg troede at Miki stadigvæk var deroppe.

- Men vi kunne ikke se ham. Så vi begyndte straks at prøve at finde ham ved hjælp af en sporer. Vi fandt hans snescooter med det samme, men vi kunne ikke finde ham. Så valgte vi at slukke for vores snowtrackere (opsporingsapparat) og lod kun en være tændt, så vi kunne finde ham hurtigst muligt. På det tidspunkt kunne en af vennerne mærke noget under sneen, så vi begyndte at grave, fortæller en af Mikis kammerater, Kris Kenni Støvlbæk til Sermitsiaq.AG.

Miki fortæller at gik han i panik mens han lå under sneen og til at starte med begyndte at råbe om hjælp. Men han kunne straks mærke at han spildte kræfterne og den ilt, han havde tilbage.

- Jeg kunne slet ikke bevæge mig, jeg kunne hører at nogle af mine venner kaldte på min radio. De kaldte på mit navn flere gange, men jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg accepterede, at jeg skulle dø. Jeg træk vejret stille og roligt og andet kan jeg ikke huske, siger Miki Inuk Reimer Geisler.

Da vennerne de fik Mikis hoved og arme fri var vennen livløs.

- I første omgang træk han ikke vejret og han var bevidstløs. Vi prøvede at grave ham fri så godt vi kunne. Vi fjernede hans hjelm meget forsigtigt. Vi kunne stadigvæk ikke bruge førstehjælp for at få liv i ham igen, siger Kris Kenni Støvlbæk.

Miki kørte selv hjem

Vennerne fortæller, at Miki har været under sneen i 20 minutter.

- Da vi gravede hans hoved og arme fri begynde han selv at trække vejret efter to minutter. Da han kom til bevidsthed opfordrede han os til at være rolige, siger Kris Kenni Støvlbæk.

Da Miki kom fri var der tårer blandt dem alle sammen. De takkede sig selv for, at de havde hjulpet hinanden og kender til sikkerhedsudstyret.

- Da jeg kom fri var jeg ikke kommet til skade. Så vi begyndte at grave de andre snescootere fri og jeg kørte selv tilbage til Sisimiut.

- Undervejs begyndte jeg ellers at tænke på om det kun var min sjæl, der kørte med. Men selvfølgelig var det ikke det, siger den meget lettede overlevende.

Husk det rigtige udstyr

Miki Inuk Reimer Geisler gør opmærksom på, at alt udstyr til snescootere er vigtige at have med.

- Sporer, stav der kan blive 3 meter lange, radio, skovl og en rygsæk med airback er meget vigtige at have med. Hvis man ikke har råd til en rygsæk, så er de andre meget vigtige at have med, siger Miki Inuk Reimer Geisler.

Ulykken skete lørdag eftermiddag og alle som var med på turen er stadigvæk påvirket. Miki har valgt at komme i kontakt med personer der arbejder med laviner og han sender en stor tak til sine kammerater: Nukagpi, Tommy, Suulut, Minik, Kris Kenni og Qillaq.