Mikael Petersen dømmes til 60 dages foranstaltning

Torsdag har Sermersooq Kredsret idømt Mikael Petersen 60 dages ubetinget anbringelse i anstalt for fire forhold af blufærdighedskrænkelse. Mikael Petersen ankede dommen på stedet.

Chefanklager Morten Nielsen er godt tilfreds efter domsafsigelsen i Sermersooq kredsret torsdag den 14. januar.
Offentliggjort

Torsdag er der afsagt dom i sagen, hvor tidligere partisekretær for Siumut Mikael Petersen er tiltalt for fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod fire forskellige kvinder med tilknytning til partiet.

Kredsdommer Pia Hjort Andersen lægger i dommen vægt på Mikael Petersen fremtrædende og magtfulde rolle i partiet og på, at kvinderne derfor har haft svært ved at sige fra overfor krænkelserne.

- Under sagen er det slået fast, at alle vidste, at Mikael Petersens ord var lov. Han havde en stor magt og alle har været klar over, at tonen fra især ham mod kvinder på kontoret havde seksuelle undertoner, lød det fra dommeren under domsafsigelsen.

Vægt på de forurettedes forklaringer

Mikael Petersens forsvarer har argumenteret for, at de forurettedes forklaringer er usammenhængende og usande, men det er netop forklaringerne, som retten mener er troværdige, som har gjort udfaldet for domsfældelsen.

- Jeg er overrasket over, at man så entydigt har lagt de forurettedes forklaringer til grund for dommen, siger forsvarer Jens Meinert Dehn Paulsen, til Sermitsiaq.AG.

- Jeg mener ikke, at anklagemyndigheden har løftet bevisførelsen for, at Mikael Petersen har overtrådt kriminallovens paragraf 84 om blufærdighedskrænkelse, uddyber han.

Chefanklager Morten Nielsen er af gode grunde godt tilfreds med dommen.

- Jeg er tilfreds med, at retten har vurderet sagen på samme måde, som jeg har, siger Morten Nielsen til Sermitsiaq.AG.

Anker sag øjeblikkeligt

Mikael Petersen blev fundet skyldig i alle fire forhold, med den begrundelse at retten finder de forklaringer, der er afgivet til fordel for anklageren, som troværdige og sammenhængende.

Foranstaltningen er som anklageren har krævet 60 dages ubetinget anbringelse i anstalten.

Mikael Petersen har anket dommen, som nu skal for landsretten.

- Det er jo den mulighed han har. Og det er naturligt, at han vælger at anke sagen, siger Morten Nielsen.

Powered by Labrador CMS