Midlertidigt alkoholforbud i Qeqqata
Naalakkersuisut indfører et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke i hele Qeqqata Kommunia efter borgmesterens ønske.
Naalakkersuisut har i dag drøftet en anmodning fra borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, om at indføre et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholiske drikke med 2,25 volumenprocent og derover.
Naalakkersuisut imødekommer anmodningen, og indfører det midlertidige forbud fra i aften til og med den 25. januar 2022.
- Under den nuværende situation hvor restauranter og beværtninger er blevet pålagt at holde lukket mellem kl. 22:00 og 5:00, bliver alkoholforbruget i hjemmene monitoreret tæt fra myndighedernes side, skriver Selvstyret i en pressemeddelelse og fortsætter:
- En negativ udvikling i forbruget af alkohol i hjemmet vil ikke alene ramme børn og familielivet, men vil også øge risikoen for spredning af Covid-19, idet man er mindre opmærksomme på smittefaren ved sammenkomster, hvor der drikkes alkohol.
Over 500 smittede
På nuværende tidspunkt er der over 500 smittede i Qeqqata Kommunia, og der findes dagligt smittede med ukendte smittekæder.
Naalakkersuisut har netop indført restriktioner om mundbind og maksimal belægning i offentlige bygninger fra, der skal gælde i Sisimiut fra i morgen.
- Grundet den omfattende smitte med ukendte smittekæder flere steder i kommunen, har Naalakkersuisut besluttet at tage anmodningen til efterretning og indfører et midlertidigt forbud mod salg og udskænkning af alkoholholdige drikke fra i aften 11. januar kl. 22:00 til og med 25. januar 2022 i Qeqqata Kommunia, skriver selvstyret.