Mette F: Russiske ubåde kræver mere overvågning
Statsministeren vil bruge 1,5 milliarder ekstra på forsvaret i Arktis. Pengene skal først og fremmest gå til at forstærke overvågningen.
Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Det er blandt andet stormagternes rivalisering og en øget russisk ubådsaktivitet, der gør det nødvendigt at bruge 1,5 milliarder kroner ekstra på Forsvaret i Arktis.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (Soc) under folketingets udvidede spørgetime.
I sidste uge annoncerede statsministeren, at der skal flyttes midler til forsvaret indsats i Arktis. Og de penge skal første og fremmest bruges på at forstærke overvågningen.
Aki-Matilda Høegh-Dam (S) spurgte ind til denne overvågning.
- Arktis har altid været vigtigt og er vigtigt i sig selv, men det er klart med de forandringer som vi ser på det sikkerhedspolitiske og i forhold til stormagternes interesse for Arktis, så er vi alle tre indenfor Rigsfællesskabet forpligtet til at få Arktis endnu højere op på dagsordenen, indledte Mette Frederiksen sit svar.
- Når vi taler overvågning og Arktis, så handler det i mine øjne om flere ting. Det kan handle om satellitovervågning og radar, det handler om, hvad der sker i luftrummet og det handler også om, hvad der sker i havet.
Ubåde
Det er ikke mindst under vandet, at det danske forsvar er ganske blind, har forsvarseksperter gentagne gange påpeget.
- Vi har igennem en periode nu set en øget u-bådsaktivitet fra russisk side, og det er i hvert fald et sted, hvor vi fra regeringens side mener, at det vil være oplagt med en stærke kapacitet, hvad angår overvågning, siger statsministeren.
- Det her er selvfølgelige noget, hvor vi er i meget tæt dialog med både Grønland og Færøerne, og skal være det også fremadrettet.
- Vi har en fælles opgave i at sikre, det vi er fælles om.
- Det er klart, når vi nu begynder systematisk at tale overvågning i forhold til Arktis, så er det fordi spændingerne er stigende, slutter Mette Frederiksen.