Mette Frederiksen: Grønland er ikke til salg

Geopolitisk stormvejr blev i dag afløst af en blikstille sejlads i Nuukfjorden, da statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut sejlede til Kapisillit.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen (Siumut) satte i dag kurs mod bygden Kapisillit, hvor de skal besøge børn fra børnehjemmet Meeqqat Illuat, der er på lejrtur.

Der var ikke mange bølger i sigte, da den danske statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen i dag satte kursen mod Kapisillit, hvor de skal besøge børn fra børnehjemmet Meeqqat Illuat, der er på lejrtur. De seneste dages geopolitiske stormvejr havde dog fået flere journalister end normalt til at møde frem ved kajen i håb om at få nogle svar på, hvordan man i Statsministeriet og i Naalakkersuisut tolker den amerikanske præsident Donalds Trumps angivelige ønske om at ville købe Grønland.

- Grønland er ikke til salg

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende at det ikke er noget, der er alvorligt ment, sagde Mette Frederiksen om Trumps udmeldinger om at købe Grønland.

Udover sejlturen til Kapisillit skal statsministeren også besøge forskellige virksomheder samt Arktisk Kommando. Dertil skal hun møde repræsentanter fra organisationer og større virksomheder, inden turen går videre mandag aften til det årlige nordiske statsministermøde på Island.

Powered by Labrador CMS