Forsoning
Mette Frederiksen vil undskylde for overgreb
Tidligere er blandt andet grønlandske børn blevet udsat for overgreb og vanrøgt på danske børnehjem
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, mener, at Danmark officielt skal sige undskyld til blandt andet tidligere børnehjemsbørn - heriblandt grønlandske børn - for de overgreb, de har været udsat for på danske børnehjem, skriver Politiken.
Frem til 1960'erne
De dokumenterede overgreb fandt sted fra efterkrigsårene og frem til 1960’erne og omfattede ud over børn blandt andet udviklingshæmmede, psykisk syge og handikappede.
Beslutningsforslag
Partiet vil fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om først at få en faglig udredning om de grupper, der blev udsat for overgreb på statens sociale institutioner – og derpå give dem en officiel undskyldning. Eventuelt ledsaget af mulighed for erstatning.
Kursskifte
Det er et kursskifte i partiet, der hidtil ikke har villet sige undskyld – senest fastslået i 2012 af daværende socialminister Karen Hækkerup. Det erkender Mette Frederiksen.
Glemt
- Men det står klart nu, at en række grupper har været glemt i historieskrivningen, og at de har været udsat for voldsomme svigt af myndighederne. Det er særlig alvorligt, at det er sket i moderne tid, og at der i den grad er sket systematisk tilsidesættelse af rettigheder for mennesker, der stadig lever og har krav på, at vi lytter til dem, siger hun til avisen.
Læs også: Grønland blev støvsuget for udviklingshæmmede