Mette Frederiksen går håbefuld fra første forhandlingsrunde

Onsdag markerede sidste dag i de indledende regeringsforhandlinger. S satser stadig på statsministerpost.

I dag, onsdag lidt over klokken 17 lukkede døren til Landstingssalen sig bag Mette Frederiksen (S) for sidste gang i denne omgang. I flere dage har hun forhandlet med støttepartierne SF, De Radikale og Enhedslisten om, hvad der skal til, før de placerer hende i statsministeriet.

Efter forhandlinger om økonomi - der fulgte andre forhandlinger om klima, velfærd og udlændingepolitik, slog Mette Frederiksen en håbefuld tone an.

- Det nye flertal kan bruges til rigtigt meget, ikke mindst at udbygge velfærdssamfundet og gøre noget ved klimakrisen. Dagene har vist os, at vi virkeligt kan bruge dette her flertal, hvis vi vil, sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

- Jeg håber da bestemt stadigvæk at blive udpeget som statsminister. I mine øjne ville det være helt forkert, hvis så fint et flertal ikke blev brugt til noget. Den første runde har været god og er blevet ført i en god ånd, lød det.

Powered by Labrador CMS