Gå til hovedindhold

Mette Frederiksen besøger Joe Biden på grundlovsdag

Frederiksen og Biden mødes 5. juni for at drøfte samarbejde, Ukraine-støtte og forventninger til Nato-topmøde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) møder præsident Joe Biden i Det Hvide Hus mandag 5. juni, oplyser Statsministeriet.

- Det er altid noget særligt for en statsminister at repræsentere Danmark i Det Hvide Hus. Det er det også for mig, og jeg glæder mig til besøget. USA er vores vigtigste allierede. Det transatlantiske bånd er så stærkt, som det nogensinde har været, udtaler statsministeren i en pressemeddelelse.

Det er ifølge Statsministeriet planen, at Biden og Frederiksen skal tale om en række emner, herunder det dansk-amerikanske samarbejde, den fortsatte støtte til Ukraine, forventningerne til Nato-topmødet i Vilnius i Litauen i juli samt samarbejde om fremtidens trusler og grøn omstilling og klima.

Skal drøfte Ruslands invasion

- En usikker verden kræver sikre partnerskaber. Der er krig i Europa. Den geopolitiske situation er i opbrud. Autoritære tendenser vinder frem. Det har Ruslands brutale invasion kun bekræftet.

- USA er under præsident Bidens lederskab gået forrest i støtten til Ukraine. Vi står samlet, ikke splittet, udtaler Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Besøget bekræftes i en erklæring udsendt af Det Hvide Hus.

- Præsident Joe Biden ser frem til at byde Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, velkommen i Det Hvide Hus mandag den 5. juni for yderligere at styrke de dybe og varige bånd mellem USA og Danmark, udtaler pressesekretær Karine Jean-Pierre i en erklæring.

Energi, klima og andre globale spørgsmål

Fra hende lyder det videre, at USA og Danmark som Nato-allierede og "nære partnere" sigter mod at styrke blandt andet den transatlantiske sikkerhed.

- De to ledere vil drøfte vores urokkelige støtte til Ukraine set i lyset af Ruslands brutale angrebskrig, udtaler pressesekretæren.

Hun tilføjer, at også energisikkerhed, klimaforandringer og andre globale spørgsmål vil blive diskuteret på mødet.

Kutyme med besøg

Mette Frederiksens besøg i Det Hvide Hus vil finde sted, næsten et år efter at hun modtog invitationen fra Biden.

Således har statsministeren tidligere oplyst til Ritzau, at hun modtog invitationen fra præsidenten i forbindelse med et Nato-topmøde i Madrid i slutningen af juni sidste år.

Det er kutyme, at danske statsministre inviteres til Det Hvide Hus.

Senest mødtes daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen med daværende præsident Donald Trump i marts 2017.

Før det var Helle Thorning-Schmidt på besøg hos Barack Obama i februar 2012.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER