Ikke mere snakken bag ryggen

Fra bagsnakkeri til god kommunikation. Det er hvad Sundhedscentret i Paamiut har opnået på 1 1/2 år

Før var der en trykket stemning på Sundhedscentret, hvor folk kun sagde godmorgen til hinanden, og havde svært ved at se hinanden i øjnene.

– I dag er vi gode til at fortælle hinanden hvad vi føler, siger ledende sygeplejerske på Dronning Margrethes Sundhedscenter i?Paamiut, Margrethe Vogt Christensen. Sundhedscentret er netop blevet kåret af Arbejdsmiljørådet som Årets arbejdsplads 2007, hvor det deler titlen med Socialafdelingen under Socialforvaltningen i Nuup Kommunea.

Begge arbejdspladser bliver kåret fordi de har formået at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, og Sundhedscentret er også kåret fordi det har sat stor fokus på forebyggelse af arbejdsulykker.

Vi misforstår hinanden

Ledende sygeplejerske Margrethe Vogt Christensen fortæller at der for 1 1/2 år siden, har været meget bagsnakkeri på Sundhedscentret. Der var en trykket stemning, arbejdsglæden var ved at forsvinde, og det smittede af på patienterne.

– Den trykkede stemning vidnede om at der er noget i huset vi burde få sat på plads. Til personalemøderne tog vi emnet op flere gange, og da der var behov for mere fokus, arrangerede vi et kursus i god kommunikation for hele personalet på sundhedscentret, fortæller Margrethe Vogt Christensen.

Under kurset lærte medarbejderne hvordan man kan kommunikere udfra behov og følelser, i stedet for at anklage og vurdere hele tiden.

– Vi mennesker misforstår tit hinanden, og misfortolker de signaler andre sender. Derfor var det også vigtigt at sætte fokus på, hvor enormt vigtigt det er at kunne spørge hvad der menes med de signaler andre sender. Det er vi blevet meget gode til her på sundhedscentret, siger Margrethe Vogt Christensen.

Humor er vigtigt

I dag er personalet god til at tale sammen, og siger deres mening, hvis der opstår nogle misforståelser.

– Vi bruger humor meget i hverdagen, og der bliver grinet meget her i huset. Det giver en god og en hyggelig stemning - og det smitter af på patienterne. Ledelsen er også blevet meget god til at dele informationer ud, så personalet føler sig mere tryg, siger Margrethe Vogt Christensen.

Udover disse forbedringer har alle medarbejdere fået et tilbud om at få supervision hos den ledende sygeplejerske, samt et tilbud om at komme og snakke lidt midt i arbejdsdagen.

– Vi kan alle have behov for at snakke lidt - om arbejdspladsen eller bare privat. Og derfor er det vigtigt at personalet har mulighed for det på deres arbejdsplads, siger Margrethe Vogt Christensen.

Powered by Labrador CMS