Meningsmåling: Vittus får et mandat

Tæt opgør mellem de to store partier. Nunatta Qitornai står til at komme ind. Samarbejdspartiet er ude.

Sara Olsvig og Kim Kielsen har fat i næsten det samme antal stemmer, hvis man skal tro på meningsmålingen.
Offentliggjort

Det er fortsat helt åbent, om det bliver Kim Kielsen eller Sara Olsvig, der får retten til at forsøge at danne en ny koalition efter valget. Siumut og Inuit Ataqatigiit ligger nemlig meget tæt på dette tidlige tidspunkt i valgkampen. Det viser en meningsmåling som HS Analyse har foretaget for Sermitsiaq og KNR.

IA lidt større

IA står til at blive lidt større end Siumut. Således får partiet 33,7 procent, hvilket er omtrent samme resultat som ved valget i 2014. Til gengæld står Siumut til at tabe omkring 2 procent og lander dermed på 32,6 procent. Målt i mandater står de to partier dog til at blive lige store.

Partiernes tilslutning i procent. Kilde: HS Analyse

Valgkampen er dog dårligt nok gået i gang. Og Siumut har tidligere bevist, at det formår at føre en stærk valgkamp. Således lykkedes det i 2013 for Aleqa Hammond at slå Kuupik Kleist, selv om meningsmålingerne igennem valgkampen havde vist, at IA ville blive størst. Oven på skandalen om Aleqa Hammonds misbrug af offentlige midler startede Siumut langt bagud på point ved valgkampen i 2014. Alligevel halede partiet under Kim Kielsens ledelse stadig mere ind på IA, for til sidst at overhale det på målstregen. At Sara Olsvig fik flere personlige stemmer end Kim Kielsen ændrede ikke på det billede.

De nye partier

Af de to nye partier står Nunatta Qitornai til at komme forholdsvis sikkert ind med 4,6 procent, hvilket vil give partiet et enkelt mandat. Her er det værd at bemærke, at vi hidtil har hørt forholdsvis lidt om partiets mere detaljerede program, ligesom vi endnu ikke kender andre kandidater end Vittus Qujaukitsoq. Partiets har således stadig mulighed for at øge tilslutningen i løbet af valgkampen.

Samarbejdspartiet har i høj grad behov for at øge tilslutningen, hvis partiet vil gøre sig håb om at komme ind i Inatsisartut. Med 1,8 procent er der et godt stykke vej op til de 2,7 til 2,9 procent, som et mandat ’koster’. Også her gælder det, at vi endnu ikke ved, hvem partiet opstiller ud over Michael Rosing og Tillie Martinussen.

Atassut holder skindet på næsen

Partii Naleraq står næsten til det samme stemmetal som i 2014, og beholder dermed deres tre mandater. Tilsammen står de to partier, der ønsker hurtig selvstændighed til omkring 15 procent.

Kilde: HS Analyse

Demokraterne står også til at få omtrent samme stemmetal, som i 2014 og genvinder sine fire mandater.

Atassut ser ud til at fortsætte den årelange nedtur, og må i målingen nøjes med 4,1 procent, hvilket er en tilbagegang på 2,5 procent sammenlignet med valget i 2014. Spørgsmålet er, om partiet kan overraske på samme måde, som det gjorde ved kommunevalget sidste år. Her lykkedes det for flere af partiets kandidater at tiltrække et stort antal personlige stemmer. Især Aqqalu Clasen Jerimiassen markerede sig i Avannaata Kommunia som den helt store stemmesluger.

Mange ubesluttet

Det kan i høj grad stadig betale sig for partierne at kæmpe om vælgernes gunst. En tredjedel af de adspurgte svarer nemlig ved ikke. Dermed kan tallet fortsat forskyde sig en del i løbet af valgkampen.

Undersøgelsen er gennem­ført ved hjælp af telefoninterviews med tilfældigt udtrukne persone. I alt 709 personer har deltaget i undersøgelsen, der blev gennemført i dagene 21. til 24. marts. Usikkerheden er beregnet til 2,7 procent med et konfidensinterval på 95 procent. Undersøgelsen er repræsentativ hvad angår køn, bosted og alder.

Du kan læse mere om målingen i Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS