Menighedsrådsmedlemmer protesterer over præste-suspendering

To medlemmer af menighedsrådet i Nuuk er stærkt utilfredse med suspenderingen af præst Markus E. Olsen.

Markus E. Olsen, uddannet teolog, er suspenderet som præst i præstegældet Nuuk.

Suspenderingen af præst Markus E. Olsen debatteres i øjeblikket vidt og bredt på sociale medier. Medlem af menighedsrådet i Nuuk Knud Møller blander sig nu i debatten, for han er nemlig særdeles utilfreds med suspenderingen.

Knud Møller fortæller til Sermitsiaq.AG, at menighedsrådet ikke har fået oplyst præcist, hvorfor præsten er blevet suspenderet, men Knud Møller har en stærk formodning om, at suspenderingen skyldes brug af en grønlandsk tromme under en gudstjeneste på nationaldagen tirsdag i denne uge.

- I forbindelse med begivenheden har præsten tilladt, at der blev benyttet en grønlandsk tromme, hvor trommedanseren slår på trommen i roligt tempo og i en respektfuld optræden.

- Trommen var med i respekt for nationaldagen og det grønlandske folk. Min opfattelse og formodning er, at han blev suspenderet på grund af trommen, siger Knud Møller.

To medlemmer imod suspendering

Sermitsiaq.AG har forsøgt at få klarlagt baggrunden for suspenderingen af præsten hos bispeembedet. Men embedet vil ikke udtale sig med henvisning til, at der er tale om en personalesag.

Ifølge Knud Møller har menighedsrådet ikke noget at gøre med suspenderingen af præsten:

- Vi har ikke indflydelse på suspenderingen. Det har vi ikke indstillet, siger Knud Møller.

Men ifølge Knud Møller er der et flertal i menighedsrådet, som ikke bifalder præstens brug af trommen og ser det som et brud med reglerne for, hvordan en gudstjeneste skal foregå.

Vil skrive til biskoppen

Derfor melder Knud Møller ud, at han og mindst et andet menighedsrådsmedlem støtter brug af trommen i gudstjenesten og er imod suspenderingen Markus E. Olsen.

- Jeg har tænkt på, at lave en skriftlig meningstilkendegivelse til biskoppen og den ansvarlige naalakkersuisoq. Selvom vi ingenting får at vide, skal denne sag ikke ties ihjel, siger Knud Møller.

Powered by Labrador CMS