Medvirkende i film: Jeg føler mig stolt!

I går havde filmen 'Håbets Ø' en vellykket verdenspremiere under festivallen Cph:Dox. Filmens tre hovedpersoner fra Maniitsoq var med til premieren.

Gideon Lyberth (tv) fortæller Peter Søren Olsen - og dermed seerne - om alkoholmisbrug, tab og kampen for at overleve.
Offentliggjort

En fyldt sal i Aveny Teatret i København oplevede i går premieren på filmen 'Håbets Ø', der skildrer den forgæves venten på aluminiumsmelteren fra Alcoa i Maniitsoq.

- Jeg syntes der var en virkelig god stemning i salen. Folk grinte og reagerede, så man kunne mærke at de levede sig ind i historien, siger filmens ene instruktør Sturla Pilskog da vi møder ham dagen derpå.

Snarere end at fortælle om det politiske spil om Alcoa, så beskriver filmen den kvælende ventetid, som den forgæves venten på Alcoa udløser. Det gør den gennem tre indbyggere i Maniitsoq, en unge Kirsten, der arbejder på fiskefabrikken, Peter, der er kommunens aluminiumkoordinator og misbrugskonsulenten Gideon.

Alle tre var rejst til København takket være støtte fra NAPA, og kunne nu se deres liv blive foldet ud på det store lærred.

- De var en stor oplevelse, når så mange mennesker er kommet, siger Peter Søren Olsen.

- Og så kommer der små kommentarer efter filmen: Hvor var det flot, men andre siger, at den er lidt mørk i stemningen. Der var mange gode reaktioner på filmen.

Alkoholmisbrug

Især misbrugskonsulenten Gideon Lyberth møder vi både i bogstavelig forstand og i overført betydning nøgen i filmen. Han deler nogle af de hemmeligheder, som de fleste mænd begraver dybt i deres indre. Nu havde en hel sal fyldt med mennesker hørt hans historie.

- Jeg følte mig stolt, for jeg tror ikke, der er mange mænd, der tør åbne sig om deres alkoholmisbrug, skilsmisse eller dødsfald i familien - eller deres kamp for at overleve, siger han.

- Det har jeg jo gjort i filmen, så jeg følte mig ret stolt over hvordan jeg har udviklet mig i forhold til, hvordan jeg er i filmen.

Håbets Ø deltager i konkurrencen Nordic-Dox-Awards. Samme kategori blev i øvrigt sidste år vundet af filmen Lykkelænder, der konfronterer danskernes fordomme om Grønland.

Håbets Ø er instrueret af Sturla Pilskog og Sidse T. Larsen. Den er produceret af Blåst Film i samarbejde med Ánorâk Film og Bullit Film.

Den vises yderligere to gange under Cph:Dox. Der arbejdes på, at filmen kommer til Grønland senere i år.

Powered by Labrador CMS