Medie: Amerikanske soldater blandt dræbte i angreb i Kabul

Mindst 13 er dræbt i angreb ved Kabuls lufthavn. Fire amerikanske soldater er dræbt, siger diplomatkilde.

Mange mennesker har de seneste dage forsøgt at nå til lufthavnen i Kabul for at slippe ud af landet efter at Taliban har overtaget magten.

To eksplosioner har torsdag eftermiddag dansk tid fundet sted i nærheden af lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Det er uklart hvor mange, der har mistet livet i angrebet. Mindst 13 er dræbt, meddeler den militante bevægelse Taliban ifølge nyhedsbureauet Reuters.

USA's ambassadør i Afghanistan har oplyst til ansatte på ambassaden, at fire amerikanske soldater har mistet livet i angrebene. Det siger en amerikansk embedsmand med kendskab til ambassadørens briefing til avisen Wall Street Journal.

I en udtalelse bekræfter en talsmand for USA's forsvarsministerium, Pentagon, at "et antal" amerikanske soldater er dræbt.

Andre af ofrene er børn, siger en kilde i Taliban til nyhedsbureauet Reuters.

Flere Taliban-vagter er såret.

60 sårede bragt til hospital

Et nødhospital i Kabul har foreløbig taget imod omkring 60 sårede fra eksplosionen, oplyser hospitalet til Reuters. Seks er døde på vej til hospitalet, lyder det.

En af eksplosionerne ramte ved en af indgangene til lufthavnen, den såkaldte Abbey-port. Inde i lufthavnen er flere lande stadig er i gang med deres evakueringsindsats fra lufthavnen.

Pentagon-talsmand John Kirby bekræftede tidligere torsdag eftermiddag dansk tid på Twitter, at eksplosionerne havde forårsaget et ukendt antal tilskadekomne - dræbte eller sårede - ved lufthavnen.

- Vi kan bekræfte, at eksplosionen ved Abbey-porten var resultatet af et komplekst angreb, der resulterede i et antal amerikanske og civile tilskadekomne, skriver han på Twitter.

- Vi kan også bekræfte mindst én anden eksplosion ved eller nær Baron Hotel, der ligger tæt ved Abbey-porten.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, "fordømmer på det kraftigste det forfærdelige terrorangreb udenfor Kabuls lufthavn", skriver han på Twitter.

Det er endnu uklart, præcis hvad der er sket samt hvor mange ofre, der er tale om, eller hvilke nationaliteter, de har.

Formodet selvmordsbombe

Amerikanske kilder siger til Reuters og tv-stationen CNN, at den ene eksplosion skyldes en formodet selvmordsbombe.

Eksplosionerne finder sted, efter at en række lande har advaret dets borgere mod at nærme sig lufthavnen på grund af sikkerhedshensyn.

Blandt andre James Heappey, som er minister for briternes væbnede styrker, sagde tidligere torsdag, at man havde "meget, meget troværdige" efterretninger om planer om et angreb mod folk, der har forsamlet sig ved lufthavnen.

Af samme grund forsøger landene nu at afslutte deres evakueringsindsatser.

Islamisk Stat er en af de militante grupper, der er aktive i Afghanistan. Den har tidligere gennemført blodige bombeangreb med mange ofre i Kabul og andre dele af Afghanistan.

Powered by Labrador CMS