Hjemmemarked

Mattak og tørret torsk er et hit

Royal Greenland har omsat for 20 millioner kroner ved at sælge blandt andet mattak til hjemmemarkedet. Og det er rekord

Fiskere i gang med at indhandle torsk til til Royal Greenland
Offentliggjort

Royal Greenland har omsat for 20 millioner kroner i salgsåret 2014-15 ved at sælge blandt andet mattak, ræklinger og vintertørret torsk til hjemmemarkedet.

Det er 2,5 millioner kroner mere end i salgsåret 2013-14, hvor tre ansatte i hjemmemarkedsafdelingen fik omsat for 17,5 millioner kroner, oplyser Royal Greenland.

Rekord
- I salgsåret 2014-15 har vi omsat for 20 millioner kroner, og det er rekord, siger en stolt salgschef i hjemmemarkedsafdelingen i Royal Greenland, Malik Hegelund Olsen, til virksomhedens hjemmeside.

Den samlede mængde udgør 220 tons i salgsåret, der løber fra oktober 2014 til september 2015.

Til butikskæderne
- Salg af al slags grønlandsk proviant er stigende, men det er mest salg af ræklinger, mattak og vintertørret torsk, der er steget det sidste år, siger Malik Hegelund Olsen.

Salget er primært gået til de tre store butikskæder Pilersuisoq A/S, Pisiffik og Kalaallit Nunaanni Brugsenit. Også Tranhuset i København og De Grønlandske Huse i Danmark køber grønlandske produkter hos Royal Greenland.

Langsigtet udvikling
De tre ansatte i hjemmemarkedsafdelingen arbejder til dagligt med salg af produkter af grønlandsk proviant. Én af de tre er Ingo Hansen, der fortæller, at salg af grønlandsk proviant har været stærkt stigende de seneste år.

- Da jeg startede som sælger i 2008 lå omsætningen af salg af grønlandsk proviant på cirka fem millioner kroner årligt, siger Ingo Hansen til hjemmesiden.

Sammen med sin kollega Kaassaannguaq Zeeb står han for den daglige kontakt til køberne.

- God planlægning i vores arbejde, gode kontakter og prisnedsættelser af grønlandsk proviant i løbet af de sidste tre år er nogle af grundene til, at salget er gået så godt, fortsætter Ingo Hansen.

Fortsat stigning
Royal Greenland venter fortsat et stigende salg.

- Vi satser på at nå en omsætning på 40 millioner kroner i 2019. Vi mener, at der er stort potentiale for udvikling af vore salgsprodukter, og det har vi i sinde at benytte, siger Malik Hegelund Olsen.

Læs også: Politiet håber på borgernes hjælp efter mattaktyveri

Powered by Labrador CMS