Massiv mangel på arbejdskraft i Avannaa

En undersøgelse viser, at der lige nu mangler omkring 340 medarbejdere i flere brancher i Avannaata Kommunia. Tallet forventes at vokse til 1.000 om to år. Tal der underbygges af GE’s undersøgelse.

Lav ledighedsprocent og rivende udvikling udfordrer Avannaata Kommunia. Arbejdskraften er en mangelvare, og udsigterne tegner ikke godt.

Flere brancher i Avannaata Kommunia mangler sammenlagt 336 medarbejdere lige nu. En undersøgelse fra Majoriaq i Avannaata Kommunia viser, at tallet forventes at vokse til 953 medarbejdere om to år. Tallet kan dog være langt højere end antaget:

- Mange af virksomhederne har bevidst sat tallet lavt – generelt er der en forventning om at det sagtens kan blive højere, især i hotel-, turisme-, luftfarts- og transportbranchen, lyder det i en rapport udarbejdet af Majoriaq i december 2022.

Over 200 virksomheder, offentlige som private, har deltaget i en rundspørge. Brancher som byggeri, hotel- og turismebranchen, butikker, servicevirksomheder, luftfart og transport, fiskerirelaterede erhverv, kommune og politi med mere er blevet adspurgt.

Byggeribranchen hårdt ramt

Ifølge tal vil byggeri- og anlægsbranchen alene stå for 20 procent af manglen på arbejdskraft om to år. Her vurderer virksomhederne, at de samlet vil mangle mindst 185 medarbejdere. Tallet kan være højere, når der er pres på til deadlines af opgaver.

- Behovet er allerede nu så stort, at kommunen ikke får udført alle sine budgetterede anlægsopgaver, da det ikke er muligt for virksomhederne at skaffe det fornødne antal folk til at byde ind på opgaverne, lyder det i rapporten ”Afdækning af behovet for arbejdskraft i Avannaata Kommunia, efteråret 2022”.

Lav ledighed er udfordrende

En beskrivelse af en situation, som politisk økonomisk rapport også har beskæftiget sig med. Her er GE’s seneste tal på området tydeliggjort.

- Den stadigt faldende ledighed er i sig selv et positivt træk i samfundsudviklingen, men det må samtidig erkendes, at der nu er en alvorlig mangel på arbejdskraft i mange brancher. Særligt mangler der uddannet og kvalificeret arbejdskraft over hele landet, lyder det i politisk økonomisk beretning.

Det understreges, at den laveste ledighedsprocent findes Qasigiannguit, Uummannaq, Upernavik, Ilulissat og Nuuk. Tre af byerne er i Avannaata Kommunia.

Politisk økonomisk beretning skal drøftes af Inatsisartut den 24. maj.

Målrettet kurser ønskes

I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten har Majoriaq hentet anbefalinger fra deltagerne i undersøgelserne. Flere af respondenterne påpeger, at der ønskes flere uddannelsesmuligheder og kurser i Avannaata Kommunia.

- De adspurgte virksomheder har leveret en bred vifte af ønsker til kurser, opkvalificeringer og mindre uddannelsesforløb, som Majoriaq i fællesskab med kommunen bør bruge til at planlægge og arrangere de tiltag, der skal få flere i arbejde, får de ikke-faglærte til at opkvalificere sig, og sikre at flere i arbejdsstyrken tager en faglig relevant uddannelse, lyder det.

Blandt ønsker er kurser til truck- og kranfører, Arktisk bygningsarbejde, rengørings- og hygiejnekurser samt mulighed for at tage kørekort, sprogkurser og guideuddannelser.

Deltagerne i undersøgelsen udtrykker også et ønske om, at arbejdskraftsmanglen bør afdækkes hvert år, så kurser kan matche manglen.

Powered by Labrador CMS