Massiv indsats for Qaanaaq

En masterplan skal på kort og lang sigt sikre bedre levevilkår for befolkningen i verdens nordligste kommune.

Nu skal der gøres noget radikalt i Qaanaaq, lover de tre landsstyremedlemmer Hans Enoksen, Aleqa Hammond og Arqalo Abelsen efter deres tredages besøg i kommunen i forrige uge.

Besøget kom i stand, efter at landsstyret med ét slag lukkede for salget af spiritus den 10. maj.

Landsstyremedlemmerne så og hørte ved selvsyn, hvordan den lille fangerbefolkning (600-700 indbyggere) med den stolte fortid igennem de sidste ti år er sat længere og længere tilbage, blandt andet på grund af forandringen i klimaet, der har gjort det nærmest umuligt at opretholde livet ved fangst som før i tiden.

Myndighederne vil nu forsøge at råde bod på års negligering.

Et hurtigt arbejdende udvalg har fået til opgave meget hurtigt at komme med en masterplan, der skal beskrive hvilke tiltag, der skal sættes i gang, for at forbedre levevilkårene for den be­trængte befolkning.

– Vi forventer, at udvalget kan træde sammen første gang umiddelbart efter pinse, oplyser landsstyremedlem for sundhed, Arqalo Abelsen (Atassut).

Så sent som i oktober sidste år afslog landsstyret ellers at give Qaanaaq Kommune økonomisk hjælp efter at have givet kommunen lov til at låne syv mio. kr. i en bank.

Det fremgår af et svar til Kandidatforbundets Anthon Frederiksen. Landsstyreformand Hans Enoksen skriver i sit svar at: »landsstyret ikke påtænker at igangsætte aktiviteter eller yde økonomisk støtte til Qaanaaq Kommune for at afhælpe kommunens dårlige økonomi«.

I dag, syv måneder efter, må landsstyret krybe til korset og iværksætte en gennemgribende plan for genopretning af ikke bare kommunens økonomi, men hele befolkningens levevilkår. En indgriben, der kun sker, fordi projektleder Karen Littauer offentligt har gjort mange opmærksom på, at børn er omsorgssvigtede på grund af forældrenes druk.

Læs mere i Sermitsiaq

Powered by Labrador CMS