Mary og Sermersooq vil samarbejde

Kronprinsesse Mary mødes fredag med borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup, for at drøfte mulige samarbejdsområder.

Sidst kronprinsesse Mary besøgte Nuuk var i 2004. Foto: Leiff Josefsen

Kronprinsesse Mary og borgmester Asii Chemnitz Narup mødes fredag den 19. juni om eftermiddagen, for at udveksle informationer og drøfte mulige samarbejdsområder mellem Mary Fonden og Kommuneqarfik Sermersooq. Det skriver sermersooq.gl.

Kronprinsesse Mary kommer til Grønland på vegne af sin fond, Maryfonden, for at holde møder og workshops med de foreninger og insttutioner, der arbejder frivilligt med børn.

Fonden har projekter, der er rettet mod voldsramte kvinder og mobning mod børn.

Kronprinsesse Mary besøger krisecentret i Nuuk lørdag.

- Vores besøg har som primært sigte både at fortsætte det igangværende arbejde og at etablere ny dialog med mange af de væsentlige aktører inden for vores to indsatsområder ’vold i hjemmet’ og ’mobning og trivsel’. Det er meget vigtigt, at der er fokus på lokal tilpasning af vores initiativer i i forhold til grønlandsk kultur, struktur og sprog, sagde kronprinsesse Mary, da hun meddelte sit besøg.

Borgmester Asii Chemnitz Narup har inviteret kronprinsesse Mary og hendes folk fra Mary Fonden til middag på Hotel Hans Egede efter mødet fredag.

Powered by Labrador CMS