Martin Møller kom under OL-kravet

Langrendsløberen sluttede som nummer 73 på 15 kilometeren ved World Cup løbet i Davos i Schweiz

Martin Møller gjorde det fortrinligt ved World Cup i Schweiz. Han kom i al fald tættere på OL. Foto: Privat

Martin Møller havde en rigtig god dag på løjpen ved World Cup løbet i Davos i Schweiz. Distancen var 15 kilometer i fri stil, og han gjordet det så godt, at han kom under det danske OL-krav. Han var lige under de 12 procent fra vinderen, og kravet var 12,5 procent.

Nu skal Martin Møller så bare en gang mere komme under OL-kravet, så er han klar til at deltage ved OL i det russiske næste år. Det var en glad Martin Møller, som undertegnede fik fat på via Facebook.

- Det var skønt at løbe et godt løb. Og dejligt at komme under OL-kravet. Det var den første gang. Nu skal jeg bare komme under en gang mere, hvilket jo kan ske ved næste uges VM i Val di Fiemme i Italien, siger en glad Martin Møller til Sermitsiaq.AG.

Vinder af World Cup’en i Davos blev svenske Johan Olsson. Han løb de 15 kilometer i tiden 34,47 minutter. Martin Møller sluttede som nummer 73. Han var 4,11 minutter efter, mens Lars Mølgaard fra Danmark sluttede lige efter Martin Møller som nummer 74. Han var 4,19 minutter efter. 86 løbere gennemførte løbet.

Powered by Labrador CMS