Martha: Øget vold i Nuuk - ekstra pladser til krisecentre
Martha Abelsen rettede en stor tak til de borgere, som følger myndighedernes anbefaling, men samtidig kunne hun oplyse, at der især i Nuuk var konstateret mere vold i hjemmene.
- Tusind tak til alle, som viser samfundssind. Vi skal passe på hinanden og derfor skal vi holde afstand. Vores fritidsaktiviteter er begrænsede og vi kan ikke mødes så mange ad gangen, sagde Martha Abelsen.
- For nogen har corona også konsekvenser. Børn kan være bekymrede. For at imødegå dette har vi lavet telefonrådgivning, hvor børn kan ringe med deres bekymringer og spørgsmål, oplyser Martha Abelsen.
- Jeg vil opfordre børn til at kontakte os på 801180, hvis man er bekymret. Man kan kontaktes fra 8.00 til 22.00. Og det uanset om man er bekymret over coronaen eller andet.
Øget vold i hjemmene
- Derudover har vi fokus på børnene og nun.gl er der informationer til børnefamilier. I Nuuk har vi desværre oplevet mere vold i hjemmene i de senere uger, hvilket har betydet, at der er fyldt på kommunens krisecenter. Derfor er der indgået et samarbejde, der sikrer ekstra krisecenter-pladser.
- For nogen børn betyder et for stort brug af alkohol blandt forældrene, at det er utrygt at være derhjemme. Der er også andre grupper, som bliver hårdt ramt – deriblandt ældre, personer med handicap og hjemløse. Vi er i dialog med kommunerne, og det glæder mig, at kommunerne har stort fokus på disse grupper, sagde Martha Abelsen.
- Vi må forsøge at få det bedste ud af denne specielle tid. Lav gode fælles aktiviteter med jeres børn og tag jer tid til fordybelse, som der ikke er tid til i en normal hverdag, sagde hun.
Sundhedsforholdene
- Det er glædeligt, at der er blevet afsat ekstraordinære midler til Sundhedsvæsenet. Siden start har Sundhedsvæsenet fulgt udviklingen meget tæt og er forberedt på at kunne håndtere en eventuel smittespredning, sagde Martha Abelsen.
- Alle ansatte bliver forberedt på at tage imod coronasmittede. Der er etableret isolationsrum som Covid-19 patienter kan ligge i – på afstand fra andre patienter. På Dr. Ingrids Hospital er der afsat fem sengepladser til observationssenge, og antallet kan udvides efter behov, forudsat at vi har det nødvendige antal ansatte. Vi kan udvide til 13 respiratorsenge. I de øvrige hospitaler er der fem patientstuer klar. Og i de mindre sundhedscentre rundt om i de små byer er der isolationsstuer forberedt, oplyste Martha Abelsen.
Hvis kapaciteten ikke er til stede – eksempelvis respiratorbehandling .- vil man blive overført til Dr. Ingrids Hospital.
Hun beroligede med, at et samarbejde med det danske regionshospital i Nordjylland har sikret, at man har alt det nødvendige udstyr på lager og i rigelige mængder.
Opfordring til pensionerede læger
Hun opfordrede til, at pensionerede sygeplejersker og læger, der måtte være her i landet, melder sig, så de kan indtræde, når behovet måtte opstå i Sundhedsvæsenet.