Martha: Coronavirus blandt de farligste

Selvstyret vil have coronavirusset optaget på en liste, hvor de allerfarligste smitsomme sygdomme optræder. Det skal sikre det juridiske grundlag for, at Epidemikommissionens kan træffe de fornødne beslutninger.

Martha Abelsen har sendt en bekendtgørelse om smitsomme sygdomme i høring, så coronavirusset kommer på listen over de farligste smitsomme sygdomme.

Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen har netop sendt en ny bekendtgørelse i høring, hvor fristen er barberet ned fra de normale fire til to uger.

- Høringsfristen er forkortet til 2 uger, da der henset til omstændighederne er særlige tungvejende grunde til at fravige den normale høringsfrist på 4 uger. Høringsmaterialet er derudover ikke særligt omfangsrigt, da der kun er tale om en tilføjelse af en sygdomsbetegnelse til landstingsforordningens bilag 1, lyder begrundelsen fra Sundhedsdepartementet.

Civile foranstaltninger

- Det er vurderet hensigtsmæssigt at optage den nye type Coronavirus på liste A over alment farlige sygdomme. Den 30. januar 2020 erklærede WHO global nødsituation på baggrund af den nye Coronavirus. Smittefaren vurderes som lav i Grønland, men det er naturligvis af afgørende betydning, at Epidemikommissionen har hjemmel til at iværksætte de dertil knyttede kompetencer i henhold til landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, fremgår det af formålet med at få bekendtgørelsen om smitsomme sygdomme opdateret.

Disse sygdomme er på liste A:

  • Kopper
  • Plettyfus
  • Tilbagefaldsfeber
  • Pest
  • Spedalskhed
  • Marburg-sygdom
  • Lassa-feber
  • Ebola-sygdom
  • Svær Akut Respiratorisk Syndrom (SARS)
  • 2019 Corona Virus (2019-nCoV)

Disse sygdomme er på liste B:

  • Kolera
  • Tyfus
  • Paratyfus
  • Salmonella infektioner
  • Bacillær dysenteri
  • Polio
  • Meningokok-meningitis
  • Meningokok-sepsis
  • Tuberkulose
  • Epidemisk gulsot
  • Verotoxin-producerende Escherichia Coli (VTEC)
  • Methicillin-restistente Staphylococcus Aureus (MRSA)

Høringsfristen er fastsat til den 21. februar.

Powered by Labrador CMS