Martha Abelsen: Samarbejde om sundhed med Danmark er nødvendigt

Naalakkersuisoq for sundhed, Martha Abelsen har i dag holdt møde med sundhedsminister Magnus Heunicke. En samarbejdsaftale skal indgås til foråret, når sundhedsministeren besøger Grønland.

Martha Abelsen har holdt møde med den danske sundhedsminister Magnus Heunicke, hvor ministrene er enige om at formalisere det omfattende samarbejde der i forvejen eksisterer på departementsniveau, hospitalsniveau og på styrelsesniveau.

Denne formalisering skal udmunde i en formel samarbejdsaftale, som naalakkersuisoq for sundhed og den danske sundhedsminister indgår, når Magnus Heunicke besøger Grønland til foråret.

Det meddeler departementet for sundhed i en pressemeddelelse.

- Jeg møder stor villighed fra det danske politiske system om et tættere samarbejde omkring sundhedsområdet. Og jeg mener det er helt nødvendigt, fordi behandlingstilbuddene bliver mere og mere specialiserede og forventninger fra borgere og patienter stiger samtidig, lyder det fra Martha Abelsen i en pressemeddelelse.

Styrket samarbejde

Martha Abelsen har også holdt møder med Danske Regioner, hvor formålet er at opnå et større og styrket samarbejde omkring rekruttering af sundhedspersonale.

Der skal være lettere adgang til rotationsordninger for sundhedspersonalet fra de danske regioner, som kan få helt unikke faglige og kulturmæssige oplevelser i Grønland, lyder det.

- Jeg er meget glad over, at Danske Regioner udtrykker, at de har et medansvar for at rekrutteringen til vores sundhedsvæsen kan forbedres og at de vil bringe vores ønske videre til regionerne.

- Det giver håb for at vi nemmere kan rekruttere sundhedspersonale til vores sygehuse, siger Martha Abelsen.

Kræftpatienter

Naalakkersuisoq for sundhed besøgte også Center for Kræft og Sundhed i København, som er et kommunalt tilbud om rehabilitering for patienter med kræft. Der var enighed om, at der skal arbejdes for at indgå en aftale om, at grønlandske patienter kan benytte sig af tilbuddene på centeret.

Powered by Labrador CMS