Gå til hovedindhold

Martha Abelsen: Jeg håber det bliver klarere, hvilken hjælp vi skal bede om

Naalakkersuisoq for sociale anliggender mener, at kommunerne skal høres inden man sender brevet til Danmark

Selvom naalakkersuisoq for sundhed og sociale anliggender, Martha Abelsen (S) nu bakker op om at bede Danmark, så ved hun fortsat ikke, hvad det egentlig er, hun skal anmode om.

- Inden vi sender anmodningen til Danmark, må jeg vende det med familie- og sundhedsudvalget, der må være min sparringspartner, der sikrer, at vi er enige om, hvad anmodningen skal indeholde, siger hun til Sermitsiaq.AG

Overordnet set er hun dog tilfreds med, at et enigt Inatsisartut nu lover at prioritere indsatsen for omsorgssvigtede børn højt.

- Jeg vil gerne takke Inatsisartut for debatten mandag. Det er afgørende, at vi samarbejder bredt om hele socialområdet, så vores udsatte børn og familier kan få et bedre liv. Naalakkersuisut sætter pris på, at der er enighed om at samarbejde for vores børns fremtid. Naalakkersuisut håber derfor, at Inatsisartut vil støtte kommende initiativer på socialområdet, herunder den kommende nationale handlingsplan mod omsorgssvigt af børn og unge.

Kommunerne bør inddrages

Martha Abelsen (S) gør dog endnu engang opmærksom på, at det er kommunerne, der har det primære ansvar, når det gælder omsorgsvigtede børn og unge. Derfor mener hun også, at de må høres, inden anmodningen til Danmark bliver sendt afsted.

- Jeg har det sådan, når det nu er på kommunernes vegne, så har jeg det meget dårligt med, at jeg anmoder om noget uden at have involveret dem, for at sikre, at det er det, de har bedt om.

Forslaget skal nu behandles af familie- og sundhedsudvalget inden Inatsisartut skal tage endelig stilling til det 4. juni.

- Man kan ikke bare trykke på en knap

Martha Abelsen håber på, at der til den tid vil være større klarhed over, hvad henvendelsen skal indeholde.

- Socialstyrelsen har i forvejen et meget tæt samarbejde med mange af de institutioner i Danmark, som behandler krænkere og børn der krænker hinanden. Mange af de ting, som blev sagt under debatten, er allerede i gang.

- Så jeg har egentlig ikke noget nyt, hvor jeg tænker, det er lige det, der skal til, for at løse problemet.

Martha Abelsen gør opmærksom på, at blandt andet Kommune Kujalleq har fået hjælp fra socialrådgivere fra Danmark. Den mulighed har således hele tiden eksisteret, men hun tvivler på, at det for alvor løser problemet.

- Hvis man bare kunne trykke på en knap og så kommer der en gruppe socialrådgivere og løser problemet, så havde kommunerne nok gjort det.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER