Exit
Markante IA'ere forlader lokalpolitik
Inuit Ataqatigiit må udskifte to politikere. Den ene rejser fra byen, og den anden vil ikke fortælle, hvorfor hun stopper
Mille Søvndahl Pedersen (IA) og Allan Pertti Frandsen (IA) forlader kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.
Søvndahl Pedersen ønsker ikke at forklare, hvorfor hun forlader kommunalpolitikken, mens årsagen til Pertti Frandsens afsked er, at han skal flytte til Danmark til sin kæreste og hendes børn.
Afløsere på plads
Mille Søvndahl Pedersen forklarer i en skriftlig meddelelse blot, at hendes beslutning skyldes 'personlige årsager', og at hun ikke ønsker at uddybe dette.
- Det har været otte spændende år, og det er selvfølgelig en tung beslutning at træffe, skriver hun.
- Jeg træder ud af personlige årsager, og ønsker ikke at uddybe dette nærmere. Når jeg vurderer at det er det rigtigste for mig, håber jeg mine vælgere vil stole på min personlige dømmekraft.
Sad på solide poster
Mille Søvndahl Pedersen har været aktiv i lokalpolitik i cirka otte år og blandt andet været formand for Anlægs- og Miljøudvalget og for Udviklingsudvalget.
Hun har også været partiets lokale gruppeformand i en længere periode.
Den 27. februar blev der holdt generalforsamling i Nuummi Inuit Ataqatigiit og nye medlemmer valgt ind.
Læs: IA i Nuuk med ny bestyrelse
Bliver i det politiske
Nok kan det ses som en form for afsked, men Mille Søvndahl Pedersen fortsætter sit virke som medlem af forretningsudvalget i Inuit Ataqatigiit's hovedbestyrelse.
Ifølge en Twitter-opdatering fra Malene Lynge (se herunder), partifælle i kommunalbestyrelsen, er Pipaluk Lynge og Ado Holm blevet valgt som afløsere for de to afgående kommunalpolitikere.