Manglende dybde på sejlrenden kan koste krydstogtanløb

Et rekordstort antal anløb af krydstogtskibe til Grønland er planlagt for i år. Men dårlige havnefaciliteter i Kangerlussuaq gør, at op mod 50 udskiftninger af passagerer og besætning kan aflyses.

Krydstogtsturister stiger om bord i krydstogtskibe i Kangerlussuaq. Men flere krydstogtsanløb ved Kangerlussuaq risikerer at blive forsinket eller blive helt aflyst.

Krydstogtskibe anløber byer i Grønland i stride strømme i disse dage. Turismeerhvervet i Grønland blomstrer, og flere hundrede turister besøger flere byer ad gangen sommeren over. Efter to års krydstogtspause på grund af coronapandemien, byder 2022 på et rekordstort antal anløb i Grønland.

Men nu råber Arctic Circle Business vagt i gevær.

Der er risiko for op mod 50 aflysninger eller forsinkelser af de såkaldte turnarounds, hvor krydstogtskibene udskifter besætning og passagerer, samt tanker op med friske forsyninger i Kangerlussuaq.

Det skriver Arctic Circle Business i en pressemeddelelse.

- Desværre kan op mod 50 turnarounds potentielt blive aflyst eller forsinket denne sommer, da sejlrenden ved Kangerlussuaq havn endnu ikke er klargjort. Derfor må sejlrenden sandsuges, så skibene kan komme i havn, skriver Arctic Circle Business.

Ærgerlig situation

Smeltevand fra indlandsisen aflejrer sand i havnen ved Kangerlussuaq, hvilket gør havnens havdybde til kun to meter. For at krydstogtskibe skal kunne anløbe Kangerlussuaqs havn, skal sandet i havet været suget væk. Men sandsugningen er endnu ikke foretaget i dag, hvilket kan skabe flaskehals af krydstogtskibe i Kangerlussuaq havn.

Direktør i ACB betegner situationen som ærgerlig.

- Det er ærgerligt, at vi med denne situation kommer til at fremstår uprofessionelle i krydstogtsbranchen, at gæsterne får en dårlig oplevelse og at turismeerhvervet ikke får mulighed for at få det fulde udbytte af anløbene, siger direktør i ACB Jesper Schrøder og fortsætter:

Fælles ansvar

- Det er et fælles ansvar at sikre turismeudviklingen i landet, og derfor skal opgaver som disse prioriteres, i stedet mødes vi med mangel på forståelse af opgavens vigtighed og dårlig kommunikation, siger han.

Det er Renoveringsstyrelsen i Grønlands Selvstyre som varetager sandsugningen, og Qeqqata Kommunia har siden 2019 gjort opmærksom på nødvendigheden af dette arbejde med blik for den kommende krydstogtssæson. Desværre er der endnu ikke foretaget sandsugning, hvilket kan få store konsekvenser for dette års rekordsæson, oplyser ACB.

For at afhjælpe flaskehalse af krydstogtskibe ved Kangerlussuaq, sejles passagerer, besætning og forsyninger med mindre både og pram. En dybere havn ville gøre udskiftningen nemmere og hurtigere, påpeger Jesper Schrøder.

Powered by Labrador CMS