Mandlige politikere i Nunavut anklages for seksuelle krænkelser

Iqaluits borgmester anklager mandlige kolleger for at krænke kvindelige ansatte. Det har udløst en heftig debat.

En debat om mandlige politikers krænkelser af kvinder i Nunavut har bragt sindene i kog – og ligefrem udløst mordtrusler. Det skriver CBC North.

Det var borgmesteren i hovedstaden Iqaluit, Madeleine Redfern, der antændte debatten.

- Når vores mandlige inuit-leder er ude at rejse sammen med deres kvindelige ansatte, så opfatter de det som en gevinst og et frynsegode, at de seksuelt kan krænke, begå overgreb eller have et forhold til kvinder mens de er undervejs, sagde hun under en høring i Canadas parlament.

Hendes anklage udløste heftig kritik, blandt andet fra Nunavuts premierminister, Joe Savikataaq, der mente, at hun uretmæssige hængte alle mandlige politikere ud.

Siden præciserede Madeleine Redfern udtalelsen til, at hun mente nogle af lederne.

Samtidig fortalte hun, at hun har modtaget trusler, deriblandt dødstrusler, efter hun var kommet med sin udtalelse.

Der er dog også opbakning til hende. Flere kvinder har skrevet på Facebook, at de ligeledes kender til den form for adfærd blandt mandlige politikere.

Powered by Labrador CMS