Mand dømt til psykiatrisk behandling

En 51-årig mand blev onsdag i Grønlands Landsret idømt behandling på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid for at have voldtaget en 50-årig kvinde i Nuuk

Manden er blevet idømt psykiatrisk behandling på ubestemt tid på hospital i Danmark efter at have voldtaget en 50-årig kvinde i sin lejlighed i Nuuk sidste år.

Dommen sker efter, anklagemyndigheden ankede kredsrettens dom på sagen.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

- Manden var tiltalt for at have slået kvinden med en jernstang og efterfølgende at have voldtaget hende, men blev i kredsretten frifundet for at have begået voldtægt, meddeles det.

Vold mod en anden kvinde

Samtidig var han tiltalt for i juli 2018 at have begået vold mod en anden kvinde, hvilket han blev dømt for i kredsretten.

- Vi havde anket dommen til landsretten, fordi vi synes, der var tilstrækkelige beviser i sagen til, at den tiltalte også skulle findes skyldig for overfaldsvoldtægten, siger anklagerfuldmægtig Emil Maegaard-Hoffmann i pressemeddelelsen.

Nægtede sig skyldig

Den tiltalte havde for landsretten nægtet sig skyldig i begge forhold, men landsretten fandt det bevist, at manden både havde begået voldtægten i januar 2019 og begået vold i juli 2018.

- Jeg er meget tilfreds med, at landsretten var enig med vores vurdering af sagen, og at landsretten også fulgte vores påstand om, at manden skulle idømmes behandling på psykiatrisk hospital i Danmark på ubestemt tid, siger Emil Maegaard-Hoffmann.

Lider af psykisk sygdom

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at manden skulle dømmes til behandling på psykiatrisk hospital, da manden led af psykisk sygdom.

- På grund af omfanget af sygdommen skal behandlingen ske i Danmark. Fordi manden blev fundet skyldig i en grov forbrydelse, valgte landsretten også, at dommen til behandling skulle være uden længstetid. Det vil sige, at behandlingsdommen først bliver ophævet, når psykiatrien, kriminalforsorgen og retten finder det forsvarligt, lyder det.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS