Mammografiscreening revses

Professor revser mammografiscreenings-programmerne for at være indført og opretholdt på baggrund af sminkede forskningsresultater

En ny bog revser mammografiscreenings-programmerne for at være indført og opretholdt på baggrund af sminkede forskningsresultater. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO

”Kære kvinder: Lad være med at gå til mammografiscreening. Den har næppe nogen gavnlig effekt, hvorimod der er udtalte skadevirkninger.”

Det er budskabet i en ny opsigtsvækkende bog, '”Mammografiscreening: truth, lies and controversy”, som lederen af Det Nordiske Cochrane Center, professor Peter Gøtzsche, har forfattet og udgivet gennem det internationale bogforlag Radcliffe Publishing.

Det skriver videnskab.dk.

Bogen henvender sig først og fremmest til kvinderne, som før eller siden vil blive tilbudt en mammografiscreening, og som derfor skal afgøre, om de vil lægge bryst til eller ej. Men den er også tiltænkt de myndigheder, der bærer det overordnede ansvar for programmerne.

På baggrund af 12 års analyser af den videnskabelige litteratur på området vurderer Peter Gøtzsche effekten af en række landes mammografiscreenings-programmer i sin bog. Hans fokus er på det svenske program, der blev indført som det første i verden, og som derfor også har været genstand for flest videnskabelige studier.

Læs "Ingen mammografi-scanner"

Effekten er stærkt overvurderet
I bogen argumenterer Peter Gøtzsche for, hvorfor sådan en screening er en dårlig idé.

Han sammenligner myndighedernes påstande om dens gavnlige effekter med resultaterne fra hans egne og andre uafhængige forskeres analyser - og han lægger ikke skjul på, at hans egen konklusion ligger endog meget langt fra sundhedsmyndighedernes vurdering af effekterne.

Sundhedsmyndighederne i de respektive lande opmuntrer kvinderne til at blive screenet med det argument, at det kan nedbringe antallet af dødsfald på grund af brystkræft med 30 procent.

I den nye bog når forskeren frem til, at programmerne højst redder 1 ud af 2.000 screenede kvinder fra at dø af brystkræft.

Det vil sige, at screening ifølge Peter Gøtzsche reelt kun nedbringer antallet af brystkræftdødsfald med 0,05 procent.

- Screening har efter alt at dømme slet ikke nogen effekt, fordi behandling af de mange overdiagnosticerede raske kvinder øger deres risiko for at dø af andre årsager, for eksempel af hjertesygdom og af andre kræftformer end brystkræft.

- Til gengæld skader screening 10 raske kvinder, for hver gang man har screenet 2000 danske kvinder ved at give dem en kræftdiagnose, de ikke ville have fået i resten af deres liv, hvis de ikke var gået til screening, fortæller han til videnskab.dk.

Sermitsiaq.AG har fået lov til at bringe denne del af artiklen ”Ny bog: Mammografi-screening baseret på manipuleret forskning”. Læse hele artiklen på videnskab.dk ved at trykke her.

Powered by Labrador CMS