Maliina om fyring: En politisk beslutning
Maliina Abelsen fik sig en stor overraskelse den 2. april, da hun blev kontaktet af bestyrelsessekretariatet med oplysningen om, at hun øjeblikkeligt var færdig som bestyrelsesformand i Visit Greenland. Der er tale om en politisk beslutning, lød forklaringen.
- Det havde jeg ikke set komme, forklarer Maliina Abelsen til Sermitsiaq.AG, da hun bliver bedt om at fortælle, hvad der var årsag til fyringen som bestyrelsesformand i Visit Greenland.
- Jeg blev ringet op før den ekstraordinære generalforsamling, som jeg ikke havde hørt om og fik beskeden om, at jeg ikke længere skulle være formand. Jeg spurgte naturligvis til begrundelsen og fik at vide, at det var en politisk beslutning. Det er, hvad det er, men jeg er glad for, at der ikke var noget at sætte på min faglige indsats. Jeg ved, at jeg har leveret et godt stykke arbejde fortæller den tidligere kommercielle direktør i Air Greenland, som også er bestyrelsesmedlem i Grønlandsbanken.
Er det din fortid som IA-politiker, der nu indhenter dig?
- Det håber jeg ikke, for sådan skal det jo ikke være. Men jeg kan jo ikke løbe fra, at jeg har været politisk engageret for IA og medlem af Naalakkersuisut. Jeg valgte imidlertid, da jeg skulle lede Arctic Winter Games for år tilbage i 2013, at melde mig ud af politik. Det job handlede jo om at samle hele Grønland, uden der skulle opstå politiske spekulationer om, hvorfor jeg gjorde dette og hint. Derfor meldte jeg mig helt ud af politik, forklarer hun.
Afviser comeback
- Og jeg har ingen – og jeg siger ingen – intentioner om at vende tilbage til politik, fastslår Maliina Abelsen i en bestemt tone og maner i samme ombæring rygter i jorden om, at hun skulle være interesseret i at stille op som borgmester i hovedstadskommunen.
- Nej, tværtimod er jeg meget glad for bestyrelsesarbejde. Det gør faktisk lidt ondt at slippe stolen, da turisme og branding af Grønland interesserer mig rigtig meget. I det seneste halve år, efter at jeg valgte at stoppe hos Air Greenland, har jeg jo haft god tid til at give den en ekstra skalle med at få udarbejdet en rigtig god turisme og marketingsstrategi, som netop er blevet afleveret, fortæller Maliina Abelsen.
- Selvfølgelig ærgrer det mig, at jeg ikke kan fortsætte med at udvikle Grønland som turistdestination. Jeg er overbevist om, at det kræver en målrettet brandingindsats og en yderst strategisk indsats. Den havde jeg gerne stået i spidsen for. Ikke mindst her på den anden side af COVID-19. Turisme og oplevelseserhvervet samt afledte erhverv af turismen er de erhverv, der er hårdest ramt af COVID-19 i Grønland, fastslår Maliina Abelsen, der er uddannet sociolog.
Fagligheden
Set i bakspejlet har hun spekuleret meget over forklaringen på fyringen.
- Jeg håber ikke, at nogle personer, der besidder kompetencer, bliver dømt ude på grund af en eller anden politisk fortid. Det har landet ikke råd til. Selvfølgelig er jeg et menneske med holdninger og meninger, men jeg har siden min AWG-tid bevidst holdt mig ude af de store samfundsmæssige debatemner, fordi man nemt kan blive sat i en eller anden politisk bås. Det vil være ærgerligt, hvis man ikke bliver vurderet på sin faglighed pointerer Maliina Abelsen.
Foruden bestyrelsesformanden fik Erik Bjerregaard og Johanne Bech også at vide, at de skulle forlade Visit Greenlands bestyrelseslokale.
Siumutter rykker ind
Ind i den nye bestyrelse kom Pitsi Høegh, tidligere suppleant i Inatsisartut og folketingskandidat for Siumut og indehaver af Greenlands Sagalands, som hun ejer sammen med sin mand Kenneth Høegh, der er departementschef i Udenrigsdepartementet. Kenneth Høegh var i øvrigt før Maliina Abelsen formand for Visit Greenland.
Derudover blev Erik Bjerregaards efterfølger på Hotel Arctic, Morten Nielsen, valgt ind. Den tredje er en arkitekt fra København, Mia Scheel, der er partner i tegnestuen Zeso Architecs, der ikke synes at have en baggrund indenfor turisme.