Makrelfiskeriet ventes at starte i næste uge
Fem selskaber har fået kvoter på makrel og sild i år.
Naalakkersuisut besluttede den 20. april 2023, at årets makrel- og sildekvote skal være henholdsvis 50.834 tons og 5.112 tons. Den 19. maj 2023 besluttede Naalakkersuisut kriterierne og betingelserne for tildeling af makrel og sild 2023.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
De selskaber, som i år har fået kvote, er:
Polar Pelagic med 13.095 tons makrel og 1.461 tons sild. Det vil sige, at der er mulighed for at indsætte to fartøjer der hver kan fiske 6.548 tons makrel og 730 tons sild. I 2022 indsatte Polar Pelagic Polar Amaroq og Polar Ammassak, og det ser ud til, at de samme fartøjer fisker efter makrel og sild i år.
Polar Seafood med 6.548 tons makrel og 730 tons sild. I 2022 indsatte Polar Seafood Polar Princess i fiskeriet, men vi ved ikke, hvem de indsætter i år i fiskeriet.
Pelagic Greenland med 13.095 tons makrel og 1.461 tons sild. Der er plads til to fartøjer, der hver kan fange 6,548 tons makrel og 730 tons sild. I 2022 indsatte Pelagic Greenland Tasiilaq og Tuneq i fiskeriet, og Tasiilaq starter på makrelfiskeriet i år, mens Tuneq er blevet brøndbåd siden fiskeriet i 2022.
Arctic Prime Fisheries med 6.548 tons makrel og 730 tons sild. I 2022 indsatte selskabet den store moderne trawler Ilivileq i fiskeriet, og det formodes, at de indsætter samme fartøj i år.
Sikuaq Trawl med 6.548 tons makrel og 730 tons sild. I 2022 indsatte selskabet Svend C i fiskeriet, og det forventes, at de indsætter samme fartøj i år.
Usikkerhed om starten
Carl Christensen fra Sikuaq Trawl siger til Sermitsiaq: – Vi stræber efter at starte på makrelfiskeriet 1. juli, men vi holder øje med fiskeriet østfra, det vil sige fra Færøerne og Island.
Netop makrelfiskeriet i Island og Færøerne følges af de grønlandske rederier. For tre uger siden kunne man læse, at Færøerne er startet på makrelfiskeriet.
Henrik Leth, der er direktør i Polar Pelagic, siger, det er lidt for tidligt at sige noget om dette fiskeri endnu.
Men der bliver efter al sandsynlighed færre fartøjer i fiskeriet i år, vurderer han.
Fleetmanager i Polar Seafood Jens Jørgen Egede (Kuluk) oplyser, at han forventer at starte på makrelfiskeriet allerede 18.-20. juni – altså i den kommende uge.
Hentzar Petersen, der er direktør i Arctic Prime Fisheries, siger om starten: – Det har vi ikke truffet nogen beslutning om endnu.
Læs hele artiklen i seneste udgave af Sermitsiaq. Du får adgang her: